Kong Frederik og dronning Mary er kommet godt fra start på deres otte dage lange tur i Grønland, som er deres første som regentpar.

Det vurderer kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen, der særligt bemærker tre ting.

»En af de mest interessante ting er jo, at de besøger mange forskellige dele af landet og ser mange forskellige slags ting.« 

»Det er markant, at de lægger meget vægt på, at de skal ud og snakke med folk i alle mulige dele af landet og i nogle små byer for netop hele tiden at vise, at de ikke kun er Kongepar for hovedstaden og i det her tilfælde for Nuuk,« siger han og tilføjer, at turen dermed adskiller sig en del fra deres tidligere ture.

Kong Frederik gik til den med både hovedbeklædning og et halssmykke med form som Grønland.
Kong Frederik gik til den med både hovedbeklædning og et halssmykke med form som Grønland. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Den anden ting, der er interessant, er, at de indtil nu har besøgt og også skal besøge alle mulige slags ting, og i meget høj grad noget, der har med gammel Grønlandsk kultur og historie og gøre – men også med dronningens mærkesager at gøre,« siger Lars Hovbakke Sørensen og henviser til, at dronning Mary blandt andet har besøgt et handicapcenter samt skoler og børnehaver, hvor der har været fokus på antimobbeprogrammet, som er en af dronningens mærkesager.

»Det virker som om, at de forsøger at signalere en interesse for grønlændernes rødder,« tilføjer Lars Hovbakke Sørensen.

Besøget i Grønland er Kongeparrets første længere officielle rejse, siden de blev regentpar. 

De har tidligere på året været på statsbesøg i både Norge og Sverige, men begge var kun af to dages varighed. Derudover var Kongen alene på et erhvervsfremstød i Polen i januar.

Dronning Mary havde valgt en lidt mere moderne stil end sin mand.
Dronning Mary havde valgt en lidt mere moderne stil end sin mand. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ifølge Lars Hovbakke Sørensen er besøget i Grønland meget vigtigt for Kongeparret:

»Det er vigtigt i en tid, hvor der er meget diskussion om forholdet mellem Grønland og Danmark, og om Grønland skal have mere selvstændighed i forhold til Danmark og på længere sigt løsrive sig,« siger han og tilføjer:

»Der er det vigtigt, at Kongeparret netop viser denne her interesse for den gamle grønlandske kultur og den gamle grønlandske historie.«

Kan man kalde det en slags charmeoffensiv, som Kongeparret er på?

»Ja, det kan man sagtens.«

Prins Vincent og kong Frederik fik lov til at holde en hundehvalp, da de besøgte hundebyen.
Prins Vincent og kong Frederik fik lov til at holde en hundehvalp, da de besøgte hundebyen. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Er der forskel på dette besøg i forhold til deres besøg på Grønland, da de ikke var kongepar?

»Det er længere, end det plejer at være, og så kommer de både geografisk og emnemæssigt meget mere rundt, end de har gjort nogensinde tidligere. Og det kan kun lade sig gøre, fordi turen er så lang,« siger Lars Hovbakke Sørensen og tilføjer:

»Man kan opfatte det her som noget, som Kongehuset lægger rigtig meget vægt på.«

En tredje ting, som Lars Hovbakke Sørensen mener er smart gjort af Kongeparret, er, at de har taget tvillingerne, 13-årige prins Vincent og prinsesse Josephine, med.

Dronning Mary og kong Frederik havde også taget deres traditionelle grønlandske tøj med.
Dronning Mary og kong Frederik havde også taget deres traditionelle grønlandske tøj med. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Det er en god idé, at de har taget dem med. For mange i både Danmark og Grønland vil meget gerne se Kongeparrets børn, og derfor er det en meget klog idé at tage et par stykker af dem med.«

»Det er efterhånden blevet en del af Kongeparrets brand, at de gør meget sammen som familie – i modsætning til den foregående generation, hvor det var dronning Margrethe og prins Henrik, der var meget i fokus, mens man ikke så meget til deres børn i offentlige sammenhænge.«

»Mange grønlændere ville sikkert også blive skuffede, hvis de slet ikke fik muligheden fik lov at se nogle af børnene.«

Så det var et smart træk?

Kong Frederik har mødt mange lokale. Og de virker til at kunne lide ham.
Kong Frederik har mødt mange lokale. Og de virker til at kunne lide ham. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Bestemt, Det passer godt til deres image, som er at være sammen som familie,« siger han.

På de sociale medier undrer flere sig over, at kronprins Christian ikke er med, da han som tronfølger har en vigtig rolle i Kongehuset.

Kronprins Christian er netop blevet student, og derfor er der ifølge Hovbakke Sørensen nok forståelse for hos danskerne, at han ikke er taget med.

»Der er jo ikke noget krav om, at hele familien tropper om, men selvfølgelig havde det været fint, hvis han også var med,« siger han.

Kongeparrets besøg i Grønland begyndte lørdag og varer frem til og med lørdag 6. juli.

Lyt med i B.T.'s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' og hør, hvordan det gik, da kronprins Christian blev student. Han får både ris og ros af eksperterne.

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.