Det britiske kongehus har tilsyneladende ubevidst begået en lille brøler.

Da det i weekenden kom frem, at prins Harry og hans hustru Meghan fra foråret mister deres royale titler og dertilhørende apanage, blev deres kommende titler også annonceret.

Titlerne lyder: 'Harry, hertug af Sussex' og 'Meghan, hertuginde af Sussex'.

Titlerne er i realiteten de samme som nu - forskellen er bare, at parret fra foråret ikke længere må tiltales som 'Deres kongelige højheder'.

I maj 2018 blev parret gift ved et stort royalt bryllup. To år efter vinker de farvel til deres kongelige titler.
I maj 2018 blev parret gift ved et stort royalt bryllup. To år efter vinker de farvel til deres kongelige titler. Foto: Toby Melville
Vis mere

Og her kommer vi så til 'brøleren'.

For kongehuset havde nemlig ikke lige tænkt over, at hertuginde Meghans officielle titel normalt kun gives til fraskilte royale.

Det skriver Sky News, som har fået bekræftet dilemmaet af Buckingham Palace, som nu vil gå i tænkeboksen for at finde en alternativ titel til Meghan.

Det er kommaet efter Meghans navn, der angiveligt er problemet, da det tidligere kun har været fraskilte kvinder i den royale familie, som har fået placeret et komma foran deres navn.

Dette gjorde sig blandt andet gældende for den afdøde prinsesse Diana, hvis titel lød: 'Diana, prinsesse af Wales'.

Flere observante royalister har dog påpeget, at hertuginde Meghans titel ikke er helt forkert, da Meghan rent faktisk er en fraskilt kvinde.

Den 38-årige tidligere skuespillerinde blev nemlig i 2011 gift med produceren Trevor Engelson på Jamaica.

Parret blev skilt to år senere.

(ARKIV) Prins Harry og hertuginde Meghan sammen med dronning Elizabeth i London 2018.
(ARKIV) Prins Harry og hertuginde Meghan sammen med dronning Elizabeth i London 2018. Foto: POOL New
Vis mere

Kilder fra Buckingham Palace udtaler til Sky News, at kommaet i Meghans titel er 'fejlagtigt placeret', og at kongehuset vil annoncere parrets nye titler, når tiden er til det.

Mediets royale ekspert siger følgende om 'brøleren':

»Det (kommaet, red.) sender utilsigtet det helt forkerte signal, fordi den type titel normalt kun benyttes for at tilkendegive en skilsmisse,« siger han blandt andet og fortsætter:

»At placere fornavnet og kommaet før titlen er skabelonen for en skilt kvinde.«