Når det danske landshold løber på lørdag løber på banen i den ukrainske by, Kharkiv, bliver det med opbakning fra kulturminister Uffe Elbæk og kronprins Frederik.

For når kulturministeren har meldt ud, at han deltager i EM i Ukraine for at støtte det danske landshold, så møder kronprins Frederik også op.

Men den beslutning bliver ikke modtaget med kyshånd alle steder. Lars Hovbakke, der er historiker, ekspert i kongehuset  og ekstern lektor ved Københavns Universitet, klandrer regeringen for at sende kulturministeren og kronprinsen til Ukraine, fordi landet kritiseres for at krænke menneskerettighederne og de demokratiske spilleregler.

- Det er ikke noget, som gavner Danmark i forhold til de andre demokratiske landes syn på os. Når mange af de andre lande fra EU og Nato, som vi normalt sammenligner os med, fordi de er demokratier på samme måde, som vi er, vælger at boykotte, og vi så deltager, vil jeg helt klart sige, at det ikke er noget, der giver plusser i karakterbogen. Tværtimod trækker det ned i forhold til, hvordan andre demokratier ser på os, mener Lars Hovbakke.

Ukraine kritiseres også for magtmisbrug og for at dets retssystem er gennemsyret af korruption. Men det er især værtslandets behandling af den tidligere premiereminister Julia Timosjenko, der sidder fængslet for magtmisbrug, som har vakt international kritik. Ifølge hendes eget bagland skulle hun nemlig være blevet mishandlet i fængslet af personalet.

Ukraines tvivlsomme ry har fået Tysklands Angela Merkel, Frankrigs nye præsident Francois Holland samt Sveriges statsminister Frederik Reinfeldt til at afstå fra at  rejse til Ukraine for at støtte deres landshold under EM.

Og for nylig erklærede Holland, at ingen fra regeringen eller det hollandske kongehus vil være tilstede under slutturneringen.

Men det er ikke kun regeringen i almindelighed og kulturminister Uffe Elbæk i særdeleshed, som skader Danmarks omdømme.

Kronprins Frederik kommer nemlig uforvarende til at skade sit fædreland. Landets meget sportsinteresserede, kommende konge gør nemlig som regeringen anbefaler ham.

Det er almindelig praksis, at kongehuset følger regeringens linje i forbindelse med deltagelse i denne type begivenheder, har hoffets kommunikationschef Lene Balleby tidligere fastslået overfor Berlingske Nyhedsbureau.

Ifølge Lars Hovbakke får kronprinsen ikke ridser i sin royale lak, hvis han står fast på at bakke de danske fodboldhelte op under kampene.

- Når han deltager, er det et udtryk for, at den danske regering har valgt, at han skal gøre det. Men det her gælder Danmarks omdømme i den demokratiske verdens øjne. Det bliver helt klart skadet, mener Lars Hovbakke. 

- Man kan i høj grad sætte spørgsmålstegn ved, om Ukraine overhovedet er et demokrati. Det er landet ikke i vestlig forstand. Derfor ville det have set godt ud, hvis de vestlige demokratier havde stået sammen om at boykotte for at markere en fælles holdning, mener Lars Hovbakke.