Norges kronprinsesse, Mette-Marit, er blevet sygemeldt med krystalsyge, som gør hende svimmel. På grund af sygdommen må hun melde afbud til et arrangement i byen Tromsø.

Det bekræfter kongehusets kommunikationschef, Sven G. Gjeruldsen, over for Dagbladet.

»Kronprinsessen er i bedring, men efter råd fra lægen rejser kronprinsessen ikke til Tromsø i dag (torsdag, red.). Hans kongelige højhed kronprinsen (kronprins Haakon, red.) vil derfor gennemføre gæstebuddet alene,« fortæller han til det norske medie.

Kommunikationschefen vil ikke oplyse, hvor længe Mette -Marit har været ramt af sygdommen, eller hvilken behandling hun har modtaget.

Krystalsyge - også kendt som karruselsyge og øresten - kan ramme alle. Sygdommen opstår ifølge sundhed.dk på grund af forandringer af balanceorganet i det indre øre. Der opstår små, krystallignende sten inde i øret, som flytter sig, når vi bevæger hovedet, hvilket fører til svimmelhed og ildebefindende. Sygdommen går som regel over af sig selv efter et par uger, men har tendens til at vende tilbage. Er du en af dem, der lider af sygdommen og har problemer med svimmelhed, kan en simpel behandling faktisk hjælpe dig. Læs mere om den her.

»Det er en meget ubehageligt, for det føles som om hele rummet snurrer rundt. Man kaster op og kan ikke finde ro,« siger Mari Maurstad, som har været ramt af krystalsyge, til Dagbladet.

Hun fortæller, at sygdommen som regel opstår på grund af stress, men kan kureres ret hurtigt, hvis man får den rette behandling tids nok.

Det tyder det ikke overraskende på, at kronprinsesse Mette-Marit har fået, for det norske kongehus oplyser til Dagbladet, at hun sandsynligvis vil genoptage sine officielle pligter allerede på søndag. Her skal kronprinsessen ifølge sin kalender deltage i en mindehøjtidlighed i forbindelse med 75-årsdagen for deporteringen af de norske jøder under 2. verdenskrig, hvor landet ligesom Danmark var besat af Nazityskland.