Påskeæg, gækkebreve og ikke mindst de traditionsrige påskefrokoster er en del af mange danskeres påskeferie.
Og også i kongefamilien har man nogle helt særlige, private påsketraditioner, som holdes i hævd, selvom Kongen engang selv syntes, det var 'helt forfærdeligt plat'.
»Vores familie har en fin tradition i påsken, hvor vi sammen med børnene mødes med gode venner til påskefrokost, og her synger vi en håndfuld danske sange plus et par snapseviser,« skriver kong Frederik i bogen 'Kongeord', som udkom i forbindelse med tronskiftet i 2024.
Kongefamilien holder den helt store påskefrokost med børn - men også børnenes venner. Og her er det altså en fast tradition at synge, selvom det faktisk på Kongens egne teenagedage bestemt ikke var en favoritdiciplin at sidde og synge med forældrene.
»Sangteksterne har vi forinden samlet i et lille klippe-klistre-hæfte, der omdeles ved påskebordet, og alle - også næste generation - synger med.«
»Noget man jo selv i teenagealderen syntes var helt forfærdelig plat. At sidde der og bræge sammen med de gamle, argh!« skriver han videre om den særlige påsketradition.

Kongen understreger også, at det at synge sammen som familie fylder en del mere i hans liv i dag end tidligere, særligt fordi dronning Mary også kan lide at synge.
Og selvom børnene altså kan være lidt skeptiske, er de ikke 'totalt afvisende' over for sangtraditionen.
»Men vores børn og deres venner og veninder er ikke totalt afvisende. De kan se - og høre, ikke mindst - at vi andre synger igennem og tilmed ser glade ud. Og så tænker de, 'nå ja, så kan jeg vel også godt synge med.'« skriver Kongen i 'Kongeord'.
Udover de helt private traditioner som en påskefrokost, er det også en tradition, at Kongehuset markerer påsken på mere officiel vis i påskedagene.
Således deltog Kongeparret eksempelvis i 2025 i påskehøjmessen på påskedag i Holmens Kirke i København.

