Normalt er det de royale damer, der alene må finde sig i at få endevendt deres rober.
Men da det hollandske kongepar mandag dukkede op til deres første arbejdsdag, var det tværtimod kong Willem-Alexander, der vakte opsigt.
For her ved indgangen til nytårsreception på kongeslottet i Amsterdam »fangede én accessory straks alles opmærksomhed«, skriver det tyske royalistugeblad Bunte.
For her bar kong Willem-Alexander på en »stilfuld herrehåndtaske«.
Computertasken i italiensk læder fra det hollandske mærke Travelteq er nemlig slet ikke hverdagskost for den hollandske konge.
»Han præsenterede sin accessory med nonchalance og så upåklagelig ud,« konstaterer det tyske ugeblad, der mener, at tasken viser, at han selv er »moderigtig«.

Også herhjemme i danske Billed-Bladet har Kongens taske vakt opsigt, for royalistugebladet bemærker, at et sådant kongeligt tilbehør »bestemt ikke ses hver dag«.
Men på sin første arbejdsdag giver det altså måske meget god mening at have arbejdsgrejet med for kong Willem-Alexander.
