Kong Haralds sygdom blev holdt hemmelig for offentligheden: 'Det ville være meget uværdigt'
Flere kongehuseksperter forstår godt, hvorfor det norske kongehus først nu afslører, at kong Harald lider af en blodsygdom, han har modtaget behandling for de sidste par uger.
Kong Harald har været på den årlige rundrejse i Norge alene, efter hans hustru dronning Sonja blev sygemeldt. Undervejs på turen blev hun indlagt med hjerteproblemer, men er nu blevet udskrevet, mens han i stedet er blevet indlagt. Foto: Cornelius Poppe/NTB/Ritzau Scanpix
Offentligheden anede intet om den norske konges sygdom.
Men mandag meldte det norske kongehus så ud, at kong Harald var blevet indlagt og sygemeldt i to uger, efter han havde fået en væskeansamling af sin behandling for blodsygdommen hæmolytisk anæmi.
Kong Harald har længe brugt stok og krykker offentligt. Her ses han og dronning Sonja til middag på Amalienborg Slot i forbindelse med statsbesøget i 2023. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Pludselig lød det altså fra kongehuset, at den 89-årige norske konge »de sidste uger er blevet behandlet med kortison«.
Men burde kongehuset have meldt ud om behandlingen og sygdommen på forhånd i stedet for at holde den hemmelig?
Nej, lyder det fra to kongehuseksperter til det norske medie Dagbladet.
»Det ville være meget underligt, uværdigt og helt uudholdeligt for alle, hvis vi skulle have en pressemeddelelse hver gang, manden fik udskrevet en recept,« slår mediets egen kommentator Sigrid Hvidsten fast.
Her på Oslo Universitets Hospital er den norske kong Harald indlagt på anden dag, hvor han nu har fået besøg af sin storesøster prinsesse Astrid. Foto: Jonas Been Henriksen/AFP/Ritzau Scanpix
Også den norske kongehusekspert Tove Taalesen understreger overfor Dagbladet, at helbredsoplysningerne om kong Harald kun er nødvendige, hvis de får betydning for hans arbejde som kongelig.
Og det er altså sket nu.
Mandag meldte det norske kongehus således ud, at kong Harald vil være sygemeldt de næste to uger, efter han havde pådraget sig en væskeansamling, som krævede indlæggelse.
Derfor lød det, at kronprins Haakon ville træde til som regent i sin fars sted.
Kronprins Haakon skal være konge efter sin far og har prøvet rollen som kronprinsregent mange gange. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
For første gang lød det altså også, at kong Harald har fået blodsygdommen hæmolytisk anæmi, som han altså over flere uger var blevet behandlet for med kortison.
Kortison kaldes også binyrebarkhormon og er en type medicin, der dæmper immunforsvaret og inflammationen i kroppen.
Det har kong Harald altså modtaget mod sin blodsygdom hæmolytisk anæmi.
Det er en form for blodmangel, hvor de røde blodlegemer nedbrydes hurtigere, end knoglemarven kan nå at danne nye.
Kong Harald er sygemeldt to uger frem og er fortsat på anden dag indlagt på hospitalet efter en væskeansamling. Foto: Rodrigo Freitas/AFP/Ritzau Scanpix
Sygdommen kan både være medfødt eller opstå pludseligt.
Her vil kortison være anvendeligt, hvis kroppens immunforsvar fejlagtigt angriber de røde blodlegemer, og man derfor har brug for at bremse immunsystemet.
Det norske kongehus har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere overfor Dagbladet.
Kong Harald har derimod haft besøg af sin 94-årige storesøster prinsesse Astrid under sin indlæggelse på Rigshospitalet. Læs mere om det HER.