Kræft, dårligt hjerte og et utal af infektioner. 

De seneste år har den aldrende norske konge flere gange været plaget af alvorlig sygdom. 

Torsdag er Norges 89-årige monark fortsat indlagt på Rigshospitalet i Oslo. 

Det norske kongehus oplyser, at kongens helbredstilstand er uforandret. 

Meldingen kommer efter, at det torsdag formiddag kom frem, at hans tilstand er »forværret« og »meget alvorlig.«

Den seneste alvorlige situation er den foreløbige kulmination på en lang sygdomshistorik for den norske konge. 

Blomsterne hober sig op på slotspladsen i Oslo.  Foto: Cornelius Poppe/NTB/Ritzau Scanpix

I 2003 blev han opereret for kræft i urinblæren, og i foråret 2005 fik han en kunstig hjerteklap. 

Det var dog først omkring 2020, at kongen for alvor begyndte at døje med helbredet. Her var han gentagne gange indlagt på grund af både svimmelhed og vejrtrækningsbesvær. 

I både 2022 og 2023 var han indlagt flere gange på grund af infektioner, og under en vinterferie i Malaysia med dronning Sonja i 2024, blev kong Harald fløjet hjem i ambulancefly – også på grund af en infektion. 

Inden hjemrejsen fik han indopereret en midlertidig pacemaker. 

Nordmændene strømmet til slotspladsen torsdag eftermiddag.  Foto: Cornelius Poppe/NTB/Ritzau Scanpix

Da han var vel hjemme igen, fik han en permanent pacemaker. 

I februar i år måtte han også tilbringe noget af en ferie på Tenerife på et hospital på grund af infektion og dehydrering. 

Den nuværende indlæggelse er hans anden siden årsskiftet.

17. august blev Kong Harald så indlagt efter en lægeundersøgelse. 

Kronprinsparret fotograferet på vej hjem fra hospitalet torsdag. Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix

De seneste uger er kong Harald blevet behandlet med kortison for blodsygdommen hæmolytisk anæmi, og det har medført væskeansamling i kroppen.

Trods kongens skrantende helbred kom det bag på nordmændene, da slottet torsdag formiddag meldte ud, at hans tilstand var alvorlig. 

I løbet af torsdagen samledes hele familien om ham på hospitalet, men omkring klokken 16 begyndte de at forlade Rigshospitalet igen. 

Kort efter kom meldingen fra hoffet om, at kongen helbredstilstand er uforandret. 

Kilder: NTB, Ritzau