Norges konge er ramt af corona. Det oplyste det norske kongehus søndag.

Nu forlyder det, at den 86-årige konge er i bedring, men at han vil være sygemeldt ugen ud.

»Kongen har forkølelsessymptomer og opholder sig hjemme,« oplyste kongehuset tidligere på ugen til det norske nyhedsbureau NTB.

Beskeden fra kongehuset er, at kong Harald vil være sygemeldt, indtil han er symptomfri.

Sammen med dronning Margrethe var kong Harald i september i Sverige for at fejre kong Gustavs regerings jubilæum.
Sammen med dronning Margrethe var kong Harald i september i Sverige for at fejre kong Gustavs regerings jubilæum. Foto: Jonas Ekströmer/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det er anden gang, den norske konge er lagt ned af corona. Første gang han var ramt, var i marts 2022.

Igen og igen har man de seneste år i medierne kunnet se overskriften 'Kong Harald syg'.

For tre år siden blev kongen indlagt på det norske rigshospital med åndedrætsbesvær og fik efterfølgende udskiftet en hjerteklap, han havde fået indopereret 15 år tidligere.

Året efter måtte kong Harald igen under kniven. Denne gang krævede smerter i benet, at han fik en operation i knæet.

I 2022 havde kongen som beskrevet corona for første gang, men var også ramt af flere voldsomme infektioner, der gjorde det nødvendigt at indlægge ham.

I april i år fik han fjernet et modermærke, og blev efterfølgende ramt af endnu en infektion i maj.

Flere gange har kongen måtte overlade sine royale pligter til sin familie på grund af mindre alvorlige sygdomme.

Lyt til B.T.s podcast 'Kongehuset Bag Kulissen', der med et kærligt og kritisk blik dækker både det danske kongehus og de internationale royale dagsordener.