Ved kong Haralds begravelse havde Sveriges kronprinsesse Victoria en helt særlig rolle i kirken.

Nu kan Svensk Damtidning afsløre, hvordan det kom i stand.

Under ceremonien i Oslos katedral læste Victoria en bøn op, som har en speciel rolle i relationen mellem det svenske og det norske kongehus.

Det drejer sig om Sankt Frans' fredsbøn.

»Kronprinsessen blev bedt af det norske hof om at læse bønnen i god tid før begravelsen. Det var oplagt for kronprinsessen at sige ja med det samme. Kronprinsessen læste også bønnen op ved det norske kronprinspars bryllup. Kong Harald var også gudfar til vores kronprinsesse,« siger det svenske kongehus' informationschef, Margareta Thorgren, til Svensk Damtidning.

Og det var bestemt ikke hvem som helst, der kom med forespørgslen.

Kong Carl Gustaf af Sverige og kronprinsesse Victoria gik bag kong Haralds kiste, da den blev båret fra kongeslottet i Oslo til Oslo Domkirke. Foto: Carina Johansen/NTB/Ritzau Scanpix

Ifølge det svenske medie var det kong Haakon selv, der kontaktede Victoria og bad hende om at læse bønnen op.

Netop Sankt Frans' fredsbøn har som før nævnt en særlig betydning for de to kongehuse.

»Kronprinsesse Victoria har ved flere lejligheder læst for den norske kongefamilie, og denne gang læste hun den samme bøn, som hun læste i den samme kirke for 25 år siden, da Haakon og Mette-Marit blev gift. En smuk gestus, hun gjorde for sin kære ven Haakon både dengang og nu,« siger kongehusekspert Caroline Vagle til det norske Se & Hør.

Kong Harald døde 28. august og blev begravet onsdag den 9. september. Han blev 89 år.