»Timingen er næppe tilfældig.«

Det vurderer B.T.s underholdningsredaktør, Fie West, efter Kongehuset onsdag har udsendt en lydbog-version af 'Kongeord', indtalt af kong Frederik.

Da kong Frederik i starten af 2024 overtog tronen fra dronning Margrethe, udgav han i samarbejde med forfatter Jens Andersen bogen 'Kongeord', hvori han delte sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Samme år udkom 'Kongeord' som lydbog indtalt af 'Badehotellet'-skuespiller Sigurd Holmen Le Dous, og nu - på to-årsdagen for tronskiftet' - er den så også udkommet i en version indtalt af kong Frederik selv.

Kongehuset oplyser, at kong Frederik har indtalt bogen i slutningen af 2025 og starten af 2026, og ifølge B.T.s underholdningsredaktør Fie West er det interessant, at de vælger at dele nyheden netop i dag onsdag.

»Timingen er selvfølgelig uhyre interessant, fordi i dag er en skæbnedag for Grønland og for Kongeriget Danmark,« fortæller Fie West.

Foto: Kongehuset

Her tænker Fie West på onsdagens politiske møde i Washington, hvor danske, grønlandske og amerikanske toppolitikere skal drøfte præsident Donald Trumps ønske om at overtage Grønland.

»Det er jo netop i 'Kongeord', at kong Frederik virkelig understreger sit forhold til Grønland og vigtigheden af Rigsfællesskabet,« fortæller hun videre og tilføjer:

»I bogen uddyber han netop også sit såkaldte kongeord: ‘Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark’, og derfor tror jeg næppe, det er tilfældigt, at man går ud med nyheden lige præcis i dag.«

Fie West påpeger, hvordan Kongehuset tidligere har sendt små hilsner til Grønland.

Ved årets nytårskur kunne man blandt andet se, hvordan dronning Margrethe bar et diadem i grønlandsk guld, ligesom dronning Mary var iført en kjole, som hun også havde båret under sit sidste besøg i Grønland i 2024.

»Derfor kunne det her godt virke som endnu en måde, hvor Kongehuset kommunikerer utrolig elegant og subtilt og sender et signal om, at Rigsfællesskabet og Grønland er vigtigt og betyder noget for dem,« tilføjer Fie West.

Foto: Kongehuset

Både lydbogen og e-bog-udgaven af 'Kongeord' er fra onsdag frit tilgængelig på Kongehusets platforme, og hvor man ellers kan høre lydbøger og podcasts.

Kongehuset tilføjer, at den trykte udgave fortsat vil kunne købes som hidtil.