Fredag fik kong Frederik afsløret sit første malede portræt som konge, og det har i den grad skilt vandene.

Nu tilslutter kommentator og radiovært Jarl Cordua sig koret af stemmer, der bestemt ikke er begejstrede for det nye portræt af majestæten.

Fredag aften blev det første officielle portræt af konge Frederik afsløret. Her ses kongen lige efter afsløringen, hvor han står og betragter sit portræt. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Det var dog et skrækkeligt portræt af kongen. Hvor var den, der sagde nej tak – vi finder en anden?« spørger Jarl Cordua i et opslag på Facebook.

Kong Frederiks nye portræt er malet af kunstneren Cathrine Raben Davidsen og blev afsløret til fredagens 150 års jubilæumsfest for Carlsbergfondet.

Her var både kong Frederik og dronning Mary til stede ved afsløringen, og det samme var B.T.

I B.T.s liveblog fra portrætafsløringen var det dog ikke mindst tydeligt blandt læserne, at det nye maleri af kong Frederik skabte røre.

Det nye portrætmaleri af kong Frederik har i den grad formået at dele vandene blandt borgerne og kunsteksperter. Foto: Frederiksborg Slot

Flere beskrev blandt andet, hvordan det nye portræt var »en ommer«, der mere lignede lillebror prins Joachim end kong Frederik.

Flere kunsteksperter og anmeldere har også haft modstridende holdninger. Blandt andet har en kunsthistoriker fortalt til B.T., hvorfor det nye portræt i virkeligheden er »et mesterværk«. Læs mere om det HER.