Traditionen tro har kong Frederik uddelt dekoreringer og udnævnelser på årets første dag.
Og i denne omgang er ikke mindst en del af det nye hold omkring Kongeparret blevet belønnet.
Det gælder ikke mindst Kongehusets nye kommunikationschef og Kongeparrets nye særlige rådgiver.
Både kommunikationschefen Nina Munch-Perrin og Kongeparrets rådgiver Heidi Krumhardt Mortensen er nemlig blevet tildelt Ridderkorset af Dannebrogordenene.
Tidligere tv-vært Nina Munch-Perrin trådte til i februar 2025, mens dronning Marys tidligere Maryfonden-kollega Heidi Krumhardt blev ansat året forinden.
Men også længere tilbage i Kongehusets ledelse er der fundet plads til hædring.

Også Kongehusets flerårige økonomi- og slotschef Dan Folke Pedersen er blevet udnævnt til kammerherre, ligesom mangeårig personale- og driftschef Pernille Flarup er blevet udnævnt til kammerdame.
Også adjudantstabschefen, oberst Jens Ole Rossen-Jørgensen, der allerede er kammerherre, er blevet hædret med Kommandørkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.
Derudover er også prinsesse Benediktes hofdame, kammerherreinden grevinde Mette Louise Ahlefeldt-Laurvig blevet tildelt Ridderkorset af kong Frederik.
Greve Kim Vincens Bille Brockenhuus-Schack, der er godsejer til Vennerslund og hofjægermester, er dertil blevet udnævnt til kammerherre.
Derudover er der også tre andre godsejere, der har fået fine nye titler.
Hofjægermesteren Christina Hou Holck fra Holckenhavn Slot er blevet kammerdamme, mens de to godsejere er blevet udnævnt til hofjægermestre.
Det drejer sig om Carl Johan Ulrik Rantzau fra Krengerup Gods og herregården Rosenvold, og så om Johan Philip Flach de Neergaard fra den adelige herregård Førslevgaard.
Du kan følge kong Frederiks nytårskur – og resten af 1. januars begivenheder – i B.T.s nytårs-liveblog HER.
