Der blev både grinet og hoppet højt, da Kongeparret tirsdag eftermiddag besøgte læringscenteret Rakett69 Science Studios i forbindelse med det igangværende statsbesøg i Estland.

Her mødte Kongeparret en gruppe piger i alderen 8-14 år, som udfordrede dem til en lille raket-konkurrence.

Rakett69 Science Studios er et moderne læringscenter, der gennem praktiske aktiviteter skal styrke børn og unges interesse for naturvidenskab, teknologi og innovation.

Og her skulle kong Frederik og dronning Mary sammen med pigerne lave og affyre en hjemmebygget raket og se, hvem der kunne få den længst.

Som det fremgår af billederne, lagde kong Frederik alle kræfter i sit hop på affyringsrampen.

Ifølge Billed-Bladet endte dysten dog uafgjort, da både kong Frederik og dronning Mary begge ramte endevæggen med deres raketter.

Både kong Frederik og pigerne, der havde været med til at lave raketten, fulgte den nøje efter affyring.
Både kong Frederik og pigerne, der havde været med til at lave raketten, fulgte den nøje efter affyring. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Noget tyder også på, at seancen har været sjov for Kongen.

I hvert fald endte han med at signere pigernes raketter, da konkurrencen var slut.

»Det blev jeg godt nok overrasket over. Det plejer Kongen altså ikke at gøre,« fortæller Marianne Singer, der er Billed-Bladets hofreporter, til mediet.

Kongeparrets statsbesøg i Estland startede tirsdag formiddag og varer indtil onsdag middag.

Senere tirsdag aften vil Kongeparret deltage i en statsbanket i Skt. Nikolajs kirke, hvor både Estlands præsident Alar Karis og kong Frederik vil holde tale.