Det bliver næppe til 2800 kilometer på en hundeslæde denne gang, men mon ikke der alligevel er lagt op til et glædeligt gensyn med Siriuspatruljen?

Når Kong Frederik i denne uge besøger Grønland, får han nemlig mulighed for at hilse på mandskab og hunde på den danske militære specialenhed i Nordøstgrønland. 

Det fremgår af det program for kongens officielle besøg, som kongehuset har udsendt.

Tilbage i 2000 var kongen som bekendt selv en del af styrken, da han som kronprins tilbragte fire måneder under Arktisk Kommando. 

Den daværende kronprins var i 2000 en del af Siriuspatruljen. 
Den daværende kronprins var i 2000 en del af Siriuspatruljen.  Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Det officielle besøg i Grønland begynder mandag, hvor Kongen drager afsted fra Amalienborg i selskab med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen.

De to ankommer i Nuuk mandag aften, og det egentlige program begynder tirsdag formiddag.

Her besøger kong Frederik bygden Kapisillit, som ligger cirka 75 kilometer øst for Nuuk.

Senere deltager Kongen i en traditionel kaffemik i Kulturhuset Katuaq. Arrangementet er åbent for offentligheden og giver Kongen mulighed for at møde borgere fra Nuuk. 

Kong Frederik fotograferet på balkonen på Amalienborg på sin fødselsdag sidste år. (Arkivfoto)
Kong Frederik fotograferet på balkonen på Amalienborg på sin fødselsdag sidste år. (Arkivfoto) Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Senere skal han studere områdets natur, dyreliv og historie på en vandretur i området omkring hovedstaden.

Dagen slutter med middag i Hans Egedes Hus, hvor formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, er vært.

Onsdag besøger Kongen Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, og her skal han møde studerende og høre om universitetets uddannelse i biodiversitet, i forståelsen af klimaforandringer og i de særlige relationer mellem mennesker og natur, som kendetegner Grønland og Arktis.

Derefter besøger kong Frederik den nordligste bemandede station i Grønland, Station Nord. Det sker i selskab med vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Besøget kulminerer torsdag, hvor Kongen tager afsted med Slædepatruljen Sirius.

Det fremgår ikke, hvornår den tur slutter, men mon ikke det bliver noget kortere, end i 2000?