Kong Charles siger nej: Bryder 200 år lang tradition
Han vil ikke flytte ind på Buckingham Palace.

Han vil ikke flytte ind på Buckingham Palace.

Det har været sådan i knap 200 år – men nu sætter kong Charles en stopper for den lange tradition.
For Buckingham Palace vil aldrig blive det nuværende britiske regentpars private bolig – og altså heller ikke når den igangværende renovering af stedet til godt tre milliarder kroner er overstået næste år.

Det oplyser kongehuset ifølge flere medier som Telegraph og Sky News.
Lige siden 1837 har ethvert royalt overhoved ellers haft bopæl i det enorme palads midt i London.
Dog flyttede dronning Elizabeth ud i 2020 under coronapandemien, og hun nåede ikke at vende tilbage inden sin død i 2022.
Siden har Buckingham Palace været ubeboet.

Det er dog meningen, at det skal fungere som administrativt hovedkvarter for det britiske kongehus.
Kong Charles og dronning Camilla vil foruden kontorer således også have private gemakker her.
Men regentparret vil til blive permanent boende i nærliggende Clarence House, hvor de har boet siden 2003.
»Hans Majestæt udviser stadig stor hengivenhed over for Buckingham Palace og har dyb respekt for dets rolle i det kongelige og offentlige liv,« lyder det fra en talsmand.
Videre lyder det, at kongen gerne vil øge offentlighedens adgang til stedet – hvilket ikke ville være muligt, hvis det var hans bopæl.
Den ti år lange renovering af Buckingham Palace forventes at være overstået til marts næste år.