Nu må han officielt ikke længere kalde sig for prins.
Andrew Mountbatten Windsor, der tidligere var kendt som prins Andrew, er nu formelt blevet frataget sin titel.
Det skriver Sky News.
Det er Kong Charles, der har truffet beslutningen, og den endelige beslutning er nu blevet offentliggjort i The Gazette, hvor den slags formelt skal meddeles.
Den tidligere prins er både blevet beskyldt for voldtægt og kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.
Han er beskyldt for at have voldtaget den australske kvinde Virginia Giuffre, da hun var 17 år i 2001. Hun blev dengang – ifølge eget udsagn – i en periode udnyttet som sexslave af Jeffrey Epstein.
Ifølge Giuffre misbrugte daværende prins Andrew hende seksuelt i Epsteins luksushjem på Manhattan og på Epsteins private ø i Det Caribiske Hav.
Anklagerne fik i 2019 prins Andrew til at trække sig fra sine officielle pligter.
Han har nægtet at have forgrebet sig på Giuffre, men han indgik et forlig med hende i 2022.
