Den svenske kong Carl Gustaf var den første, der tog ordet under den gallamiddag, der torsdag aften markerer hans 80 års fødselsdag.

Foran de knap 400 indbudte gæster holdt han en velkomsttale, der både fik gæsterne til at grine højt, men som også vidnede om en konge, der ikke er bange for at vise en mere blød side af sig selv.

Talen blev indledt på engelsk, hvorefter kongen slog over i svensk, og han sagde blandt andet:

»At blive ældre har en fordel. Jeg bevæger mig med ynde og stil. I et værdigt tempo. Man kunne endda sige majestætisk.«

Ifølge Aftonbladet fik præcis den sætning salen til at bryde ud i grin.

Men fødselaren delte også refleksioner, der viste en mere alvorlig side af den svenske regent. 

Blandt andet talte han om tiden.

»Det, der for nylig var fremtiden, er nu fortiden,« sagde han til sine gæster, der talte repræsentanter for kongehuse fra både nær og fjern.

Kongehuse fra hele Europa, men for eksempel også det thailanske kongehus er til stede under middagen. Til dem sagde kongen:

»Vi bliver bare ældre og ældre og ældre.«

Den sidste del af sin tale dedikerede kong Carl Gustaf til sin nærmeste familie.

Ifølge Billed Bladet var det en tydeligt rørt konge, der vendte sig mod dronning Silvia og sine børn Victoria, Carl Philip og Madeleine, med ordene:

»Jeres kærlighed og støtte betyder alt for mig. I er min tryghed, min styrke og min største glæde.«

Ifølge mediet var det kongens borddame, den danske dronning Mary, der efter fødselaren havde sat punktum for talen og skålet for sin familie, satte gang i en klapsalve.