Torsdag kom nyheden om, at dronning Margrethe er blevet indlagt på Rigshospitalet efter et fald på Fredensborg Slot.

»Dronningen har det efter omstændighederne godt, men er foreløbigt indlagt til observation,« lød det videre fra kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby.

Og hvis man spørger to af komtesserne af Rosenborg, Camilla og Josephine, tror de da også på, at den tidligere regent nok »skal blive god som ny.«

Det fortalte de torsdag aften på den røde løber til 'Anastasia The Musical'.

»Vi har faktisk ikke nogen kommentarer til det, men vi kan ønske god bedring. Det er jo det, der sker, når man er oppe i alderen. Der er ikke så meget at sige til det. Hun skal nok blive god som ny,« sagde Camilla af Rosenborg.

Komtesserne og deres lillesøster Feodora er døtre af grev Christian af Rosenborg, der var fætter til dronning Margrethe.

Tidligere på dagen reagerede også kong Frederik på sin mors indlæggelse.

Hun befinder sig godt på Rigshospitalet og er i gode hænder, og det er jeg tryg ved,« lød det fra Kongen, som også fortalte, at han endnu ikke havde nået at besøge hende.

»Nej, det har jeg ikke, men jeg har talt med hende, og det lyder godt, ud fra hvad jeg kunne høre. Hun har det godt. Det er jeg meget tryg ved, og så tager vi det dag for dag. Det er lægerne, der afgør, hvornår der sker noget.«