Først ville grevinde Alexandra ikke sige noget til, at dronning Margrethe havde besluttet at abdicere tronen, og nu har hun altså valgt at lukke helt ned.

Det lod grevinden stå klart og tydeligt, da hun gennem sin presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen, meddelte, at Alexandra ikke ønsker at kommentere tronskiftet og en uge senere blev der slukket for alt. 

»Grunden til, at grevinden er blevet mere stille, er, at hun synes, hun har været så overeksponeret med alle de ting, som der var for et til halvandet år siden. Der var mange skriverier om titler og kærester, og hun trænger til en pause. Derfor flyver hun under radaren. Det har hun behov for,« lød det til Se og Hør

Presserådgiveren understregede dog også, at der var tale om en pause, og at det sagtens kunne tænkes, at grevinden igen ville sige noget på et tidspunkt.

Men det er altså en lidt underlig form for kommunikation.

Det mener kommunikationsekspert Anna Thygesen. 

»For mig er der en mislyd i at kommunikere, at man ikke vil kommunikere.« 

Grevinde Alexandra siger hun ikke vil sige mere - lige nu, og det undrer eksperten. 
Grevinde Alexandra siger hun ikke vil sige mere - lige nu, og det undrer eksperten.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Anna Thygesen opfatter grevindens kommunikation som 'krisekommunikation', men forstår slet ikke, at hun udtaler sig på nuværende tidspunkt. 

»Hun opridser kriserne med titlerne og skriverier om kærester, men vil ikke sige mere, det er mærkeligt. Normalt ville man ikke nævne det, der har været dårligt for én, fordi så tænker folk jo på det en gang til.« 

Anna Thygesen har da også svært ved helt at regne ud, hvorfor grevinden gør, som hun gør. 

»Det er svært at se formålet med det, andet end at hun gerne vil markere sig. Det virker bittert først ikke at ville kommentere abdikationen - og siden nævne titlerne og ellers lukke i.« 

»Hun kunne jo bare sige 'ingen kommentarer', når nogen spurgte hende ind til noget, men det gør hun ikke. Hun viser tydeligt, at hun gerne vil sige noget, og det skal være på det her tidspunkt.« 

Kommunikationseksperten mener, at den eneste grund til at grevinden i udtalelsen gennem sin presserådgiver lægger vægt på for eksempel fjernelsen af titlerne fra hendes to sønner skyldes, at hun ikke er tilfreds med beslutningen.

»Det er dumt at nævne den krise, fordi det kommer til at fremstå bittert, og det er helt klart, fordi det er noget, der stadig gør hende vred. Hvis jeg skulle have rådet hende til noget, så skulle hun da bare have sagt tillykke til sin eks-svoger og svigerinde og takket sin tidligere svigermor for et godt stykke arbejde. Det andet er unødig kommunikation.«

Det er ifølge eksperten tydeligt, at grevinden er utilfreds med fratagelsen af sønnernes titler.
Det er ifølge eksperten tydeligt, at grevinden er utilfreds med fratagelsen af sønnernes titler. Foto: Jonas Olufson/Ritzau Scanpix
Vis mere

B.T. har været i kontakt med Helle von Wildenrath Løvgreen for at få uddybet udmeldingerne, men det har grevinden ikke ønsket. 

Det er søndag 14. januar, at kronprins Frederik skal udråbes som konge af Danmark.

Hans bror, prins Joachim, er til stede ved tronskiftet. 

Kongehusets kommunikationsafdeling har meldt ud, at prinsesse Marie bliver i Washington, D.C. med børnene.