Da coronavirussen strammede sit greb om Danmark i sidste uge, og statsministeren måtte på tv og lancere de første forbud og restriktioner for hele befolkningen, forlangte flere danskere dronning Margrethe på banen. Hvad skal vi med en dronning, når hun ikke stiller op i krisetid, spurgte de.

På det tidspunkt havde hun allerede aflyst den store fejring af sin 80-års fødselsdag midt i april og kaldt Kronprinsen og hans familie hjem fra deres ophold Schweiz.

Derfor var overraskelsen da også stor, da det tirsdag kom frem, at Dronningen ville tale til nationen på tv i forlængelse af statsminister Mette Frederiksens pressemøde.

Og det er altså ikke noget, der sker særligt ofte i Danmark. Sidste gang, det skete, var for 75 år siden, da Christian den 10., Dronningens bedstefar, talte til befolkningen efter befrielsen fra den tyske besættelse i 1945. Normalt taler Dronningen til nationen nytårsaften kl. 18 - og det er ligesom det.

Det virkede bestemt, som om danskerne var tilfredse med både Mette Frederiksens og Dronningens budskaber og kommunikationsfærdigheder. Som en af chefredaktørerne på denne avis skrev umiddelbart efter på Facebook: 'Hvis man skal vurdere den danske befolkning ud fra posts og kommentarer på Facebook efter de to taler, så er 100% af danskerne socialdemokrater og 0% af danskerne er republikanere.'

Dronning Margrethe er selve symbolet på det danske fællesskab, og det skal man altså ikke kimse ad.

Jeg er tilbøjelig til at give ham ret. En ting er statsministerens vellykkede tale, men jublen over Dronningens tale har nærmest været endeløs, og den 79-årige monarks budskaber gik i den grad rent ind.

Og ja, det var en fin tale. Og er Dronningen virkelig så dygtig en kommunikator?

Dronningen er noget helt specielt, og hun indgyder enorm respekt, men hendes tale var kommunikationsmæssigt hverken revolutionerende eller skelsættende. Selvfølgelig kommer den til at gå over i historien, men ikke så meget fordi Dronningen leverede et retorisk hovedværk eller sagde noget specielt overraskende, men ganske enkelt fordi hun taler direkte til vores sammenhængskraft og ikke mindst samfundssind.

Dronning Margrethe er selve symbolet på det danske fællesskab, og det skal man altså ikke kimse ad. Vi står midt i en verdensomspændende epidemi, altså en smitsom sygdoms ukontrollerbare udbredelse. Vi er utrygge, og ingen ved rigtigt, hvad den her situation kommer til at betyde for vores sundhed og økonomi, både på det nationale plan, men også på det helt personlige.

Dronning Margrethe talte tirsdag til danskerne fra Fredensborg Slot.
Dronning Margrethe talte tirsdag til danskerne fra Fredensborg Slot. DR

Det er derfor klart, at regeringen med statsministeren i spidsen, har bedt Dronningen om at trække i arbejdstøjet for at bakke op om statsministerens budskaber med det ene formål at tale til vores samvittighed og indgyde tillid. Selve talen var nærmest en kopi af statsministerens, men det var også meningen. For alligevel var der en forskel. Budskaberne var ikke pakket ind i tal og fakta som statsministerens, men derimod i personlige vendinger og moralske betragtninger.

Måske har Dronningen selv adapteret talen til sit eget sprog, måske har en kommunikationsmedarbejder. Uanset hvad virkede det. Danskerne rykkede tættere sammen, og langt flere af os forstod alvoren i regeringens tiltag, og da Dronningen blev helt konkret og talte direkte til vores følelser, om barnet der kunne miste sin bedstemor, en datter sin far og venner, der pludselig ikke ville være der mere, leverede hun varen til et rent 12-tal.

Den slags kommunikation går rent ind. Hun tillod sig endda at komme med en opsang til os og kaldte de af os, der trodser forbud, for både tankeløse og hensynsløse.

Det skal der alligevel noget til for, at man kan lykkes med den slags. Dronningen leverede varen - præcis som vi også forventede af hende.