Kommer med opfordring efter Mette-Marits blamage: Afskaf det
På grund af troneskiftet er ordningen netop blevet nulstillet.

På grund af troneskiftet er ordningen netop blevet nulstillet.

Organisationerne flygtede på stribe fra Mette-Marit. De ville ikke længere have hende som protektor.
Nu opfordrer den tidligere politiker og souschef ved hoffet Carl-Erik Grimstad til, at konstruktionen helt droppes.
»Det ville være et modigt træk af kong Haakon at afvikle hele ordningen,« siger han til VG:
»Og der må jo være nogen på slottet, som har fået et wakeupcall i forbindelse med alt det, som skete med Mette-Marit.«
Her refererer han til den enorme polemik, der opstod tidligere i år, da det viste sig, at den daværende kronprinsesse havde endda meget tætte relationer til den afdøde sexforbryder Jeffrey Epstein.
I årets første måneder blev dén relation bare mere og mere udpenslet, efterhånden som der blev offentliggjort flere og flere af de såkaldte Epstein-dokumenter.
Det fik en lang række norske organisationer og foreninger til at opsige deres samarbejde med hende. Hun blev simpelthen fyret som protektor den ene gang efter den anden.
For Carl-Erik Grimstad understregede det den krise, som hoffet befandt sig i.
»Jeg tænkte, at det var søm i kisten for hele institutionen. Det var en udtalt mistillid, som aldrig tidligere har været markeret på den måde,« siger han:
»Det var jo med til at forstærke indtrykket af en mistillid, som allerede var skabt.«
I forbindelse med tronskiftet efter kong Haralds død er alle eksisterende protektorater blevet nulstillet.
Dermed skal interesserede organisationer atter søge om at få en kongelig protektor.