Kommentar: Kronprinsen viser det tydeligt – og det kan blive en kæmpe styrke for Kongehuset
Der tegner sig efterhånden i højere grad et billede af, hvilken kronprins Christian vil være.

Der tegner sig efterhånden i højere grad et billede af, hvilken kronprins Christian vil være.

Han overraskede ved talen til sin 18 års fødselsdag i 2023.
Og nu, få dage før sin 21 års fødselsdag, har kronprins Christian slået én ting tydeligt fast. Igen, fristes man til at sige.
Lørdag aften havde avisen Politiken lidt af et scoop, da de kunne bringe det første store interview med kronprins Christian, hvor han både taler om sit forhold til Forsvaret, fremtiden og spotlyset.
Han er uden tvivl en ubetalelig reklamesøjle for Forsvaret, når han både taler om sine gode oplevelser i trøjen, men også om hvordan han håber på, at flere kvinder bliver værnepligtige - og at han selv er åben for udstationering.
Men, så er der også de små detaljer i interviewet, som måske i virkeligheden siger mere om både Kronprinsen – og Kongehusets retning.

Da kronprins Christian fyldte 18 år og på højst usædvanlig og historisk vis inviterede unge fra hele landet til fødselsdagsfest på Christiansborg Slot, holdt han samtidig sin første officielle tale.
En tale, der i den grad vakte opsigt. Både fordi Kronprinsen, der dengang blot var prins, viste sig at være en enormt god taler, der umiddelbart trivedes i rampelyset.
Han fortalte, hvordan han helt sikkert kommer til at fejle, og han italesatte det forventningspres, mange unge lever med.
Han talte om at føle sig usikker – og være nervøs før starten i en ny gymnasieklasse.

»Jeg var nervøs. Rigtig nervøs. Alle i min nye klasse havde kendt hinanden i et år. Jeg var ham den nye,« lød det blandt andet.
Spol tre år frem, og så ser vi mange lige linjer til det interview, den snart 21-årige kronprins netop har givet.
Her taler han om at være ‘rystende nervøs’ på vej til sin første dag som værnepligtig.
Om at være i tvivl om den vej, han var på, overhovedet var den rigtige.

Kronprinsen italesætter også, hvordan han faktisk ikke havde trænet helt så godt op, som han måske burde.
Med andre ord viser Kronprinsen igen både en sårbarhed, en usikkerhed og en fejlbarlighed, på samme måde som han gjorde i sin fødselsdagstale.
Det vidner på mange måder om, at Kronprinsen gerne vil være en, andre unge kan spejle sig i.
Det viser samtidig, at han tilsyneladende vælger en åben og menneskelig tilgang til sin rolle, hvor han ikke forsøger at foregive at være hverken ældre eller mere fattet end andre på hans alder.

Vi ser ham også i interviewet bruge ordet ‘nederen’ – en lille, men tydelig lille påmindelse om, at nok er han Danmarks kronprins, men han er også bare en ung fyr.
Den tilgang kan vise sig at blive en kæmpe styrke for Kongehuset.
I et støre perspektiv er det nemlig vigtigt, at Kronprinsen netop er i øjenhøjde med sin generation.
Kongehuset har generelt stor opbakning i befolkningen, men flere målinger gennem de seneste år har vist, at de unge er mere kritiske over for monarkiet end resten af befolkningen.

Derfor giver det netop god mening, hvis Kongehuset ønsker at fokusere mere i dén retning.
Vi har gennem de seneste år set Kongeparrets børn komme mere og mere på banen.
Og mens kong Frederik stadig har sit første store interview som konge til gode, så synes kronprins Christian anderledes afslappet i interviewsituationer, og det kan også vise sig at blive en stor fordel fremadrettet.
Han gav et længere interview til TV 2 under sommerens Royal Run, nu til Politiken, og mon ikke det blot er begyndelsen for en kronprins, der i den grad er ved at træde i karakter.