Tirsdag tager Kongeparret hul på et tre dage langt statsbesøg til først Estland og siden Litauen.

Besøgene er præget af officielle møder og en lang række forsvarsrelaterede aktiviteter. Og så er det en ret unik mulighed for kong Frederik.

Den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om overtagelse af Grønland har fyldt det meste herhjemme – og i international sammenhæng – siden årsskiftet.

Men selvom Kongen og Kongefamilien har været i Grønland et utal af gange, og selvom Kongen har et utvivlsomt nært bånd til Grønland og grønlænderne, har han været tavs under krisen.

Det er der mange grunde til.

Situationen har givet vis været for alvorlig og for tilspidset til, at man har ønsket at blande Kongehuset ind i den.

Kong Frederik skal holde to taler i forbindelse med statsbesøgene i Estland og Litauen.
Kong Frederik skal holde to taler i forbindelse med statsbesøgene i Estland og Litauen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ifølge forfatter og journalist Gitte Redder, der blandt andet har skrevet flere biografier om medlemmer af Kongefamilien og har interviewet blandt andet kong Frederik i timevis om hans forhold til Grønland, så er der ingen tvivl om, at Kongen har været bekymret og brugt mange timer på at følge situationen.

»Udover det faktum, at han elsker Grønland og det grønlandske folk, så kender han rigtig mange grønlændere privat og har løbende kontakt med grønlændere på mail, telefon og gennem besøg,« sagde hun til B.T. i midten af januar, da krisen var særligt tilspidset.

Statsbesøgene i først Estland og siden Litauen bliver årets første for Kongeparret, og samtidig den første anledning, hvor vi vil se Kongen holde ikke bare en men to officielle taler i international sammenhæng.

Det vil han nemlig både gøre ved en statsbanket i Skt. Nikolaj Kirke i Estlands hovedstad Tallin og under statsbanketten på præsidentpaladset i Litauens hovedstad Vilnius.

Kong Frederik og dronning Mary ved statsmiddagen på Riga Slot i oktober sidste år under statsbesøget i Letland.
Kong Frederik og dronning Mary ved statsmiddagen på Riga Slot i oktober sidste år under statsbesøget i Letland. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Sidste år så vi, hvordan Kongens taler i stigende grad var politiske, og talerne i både Estland og Litauen vil sandsynligvis have stort fokus på netop forsvar, krig i Europa og forsvarssamarbejde.

Men det bliver også uhyre interessant, om der ligger et par skjulte budskaber i detaljen. Vil Kongen benytte lejligheden til at sende et – måske diskret – budskab om Grønland?

Besøgene i de baltiske lande er i forvejen enormt forsvarstunge.

Kongeparret skal blandt andet besøge det nationale estiske cyberrange, CR14, hvor man kan træne og teste cyberforsvar, og i Litauen skal Kongeparret blandt andet mødes med det litauiske hjemmeværn. 

Kong Frederik og dronning Mary besøgte den danske militærlejr Camp Valdemar i Adazi i Letland i forbindelse med statsbesøget i oktober.
Kong Frederik og dronning Mary besøgte den danske militærlejr Camp Valdemar i Adazi i Letland i forbindelse med statsbesøget i oktober. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary skal også besøge det ukrainske center i Litauen, der er et socialt og kulturelt mødested for ukrainere i landet.

Således er der i den grad lagt op til, at krigen i Ukraine og truslen mod Europa vil fylde i Kongens taler – som vi også så det ved mange lejligheder sidste år.

Ved Kongens tale under statsbesøget i Letland i oktober, betonede han eksempelvis vigtigheden af EU, FN og NATO-alliancen. 

Set i lyset af de seneste ugers begivenheder bliver enhver formulering om NATO fra Kongens side interessant. 

Kongen kan og skal ikke sige tingene direkte. Han er ikke politiker. Men han kan sige meget i detaljen.

Og B.T. vil naturligvis følge både talerne og statsbesøgene i deres helhed.