Vi har set det igen og igen i løbet af 2025.

Hvordan Kongeparrets børn i stigende grad deltager i arrangementer, men også selv træder frem i egen ret på den store, offentlige scene.

I foråret fyldte prinsesse Isabella 18 år og fik i den anledning både en fejring i Aarhus og en stortanlagt fest på Det Kongelige Teater i København.

I Aarhus holdt prinsessen sin første officielle tale – en imponerende en af slagsen – og viste, at hun i den grad egner sig til - og tilsyneladende kan lide - spotlyset.

Lidt senere på året så vi også, hvordan prinsesse Josephine i den grad fik sit folkelige gennembrud, da hun stjal opmærksomheden ved Royal Run.

Her valgte hun at løbe både one mile, fem kilometer og 10 kilometer, og til sidst kunne danskerne på live tv følge, hvordan en noget udmattet prinsesse sled sig over målstregen og havde lidt svært ved at holde tårerne tilbage.

Prins Vincent, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella efter One Mile Family under Royal Run i København i sommer.
Prins Vincent, prinsesse Josephine og prinsesse Isabella efter One Mile Family under Royal Run i København i sommer. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

En præstation, der i særdeleshed aftvang respekt fra danskerne.

Prins Vincent brillerede ved samme event ved at løbe hurtigt og komme med kække kommentarer til pressen efterfølgende.

Kronprinsen er i stigende grad trådt i karakter og har flere gange været rigsforstander, mens han udbygger sin militærkarriere, og prinsesse Isabella gav alle noget at tale om i sommer, da hun tog en efterhånden ret berømt og berygtet T-shirt på til Smukfest.

Sagt på en anden måde – de royale børn fylder mere og mere, både ved begivenheder, på Kongehusets sociale medier og i de samtaler, vi har om Kongehuset.

Dronning Mary, prinsesse Isabella og kong Frederik til prinsesse Isabellas 18 års fejring i Det kongelige teater i april.
Dronning Mary, prinsesse Isabella og kong Frederik til prinsesse Isabellas 18 års fejring i Det kongelige teater i april. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Senest har vi set, hvordan Kongehuset i deres indhold på Instagram også har ladet børnene gå forrest. 

Første december delte Kongehuset en video af en samlet kongefamilie, der pynter juletræ. 

Den anden søndag i advent, var det et billede fra prinsesse Isabella, der tænder adventskransen, som prydede Kongehusets Instagram.

Og senest delte Kongehuset onsdag en video, hvor prins Vincent, prinsesse Josephine, prinsesse Isabella og kronprins Christian dyster om at lave det pæneste julekagehus.

Prins Vincent, kronprins Christian, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine med deres julekagehuse.
Prins Vincent, kronprins Christian, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine med deres julekagehuse. Foto: Kongehuset

Videoen er liket godt 100.000 gange og har affødt massevis af kommentarer – og i det hele taget reagerer danskerne ovenud positivt på de kongelige børn igen og igen.

Vi elsker at se vores kongelige være lidt som os andre, være almindelige mennesker. Vi elsker at se den spaghetti, de spiser efter Royal Run, og se dem pynte juletræ.

Og vi elsker ikke mindst at se, at nok er de kongelige og ophøjede – men de er også bare en familie.

Derfor er de royale børn på mange måder Kongehusets guldæg i disse år. 

De skaber en forbindelse mellem det mondæne og det almindelige og understreger det menneskelige.

Samtidig formår de at bringe noget umiddelbarhed og noget humor ind i en institution, der ellers kan være formel og fjern for nogle.

Og mon ikke den seneste julekagevideo bare er begyndelsen på en tid, hvor vi vil se endnu mere til de royale børn?