»Min første tanke var: ‘Er du helt væk’,« svarede dronning Mary kækt, da hun torsdag blev spurgt til prinsesse Isabellas opsigtsvækkende ‘Bollede ham i går’-trøje.

De få ord fra dronning Mary var ikke bare skarpe og sjove - de gemmer på en interessant indsigt i en ny linje fra Kongehuset.

‘Er du helt væk’-formuleringen trækker tråde til den efterhånden velkendte episode tilbage i 2021.

Under en fotografering i forbindelse med kronprins Christians konfirmation opstod der en form for misforståelse mellem dronning Mary og prinsesse Isabella, og det fik altså prinsessen til at udbryde de efterhånden berømte ord til sin mor: ‘Er du helt væk?’

Det var under denne fotoseance i 2021, at ordene 'Er du helt væk' faldt fra prinsesse Isabella første gang.
Det var under denne fotoseance i 2021, at ordene 'Er du helt væk' faldt fra prinsesse Isabella første gang. Bax Lindhardt

Udover den sjove reference til datterens stikpille, havde dronning Mary også en mere alvorlig side i sit svar:

»Men lad os sige det sådan, at nogle beslutninger er bedre end andre,« lød det til TV 2, der stillede spørgsmålet.

En ting er svaret, der i sig selv er genialt, fordi det både har humor, men også fordi dronning Mary faktisk får sagt, at den t-shirt ikke var helt inde for skiven.

Danskerne har været delte i spørgsmålet om prinsesse Isabellas opsigtsvækkende t-shirt, og derfor er det smart at spille lidt på begge heste på en sjov, kort og skarp måde.

Prinsesse Isabella har været et stort samtaleemne, siden hun på Smukfest bar en Suspekt-t-shirt med teksten 'Bollede ham i går'. Her er hun til sin 18 års fødselsdagsfejring tidligere på året.
Prinsesse Isabella har været et stort samtaleemne, siden hun på Smukfest bar en Suspekt-t-shirt med teksten 'Bollede ham i går'. Her er hun til sin 18 års fødselsdagsfejring tidligere på året. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Svaret fortæller os også, at trods Kongeparrets ønske om at give deres børn frihed til at være unge, så er der trods alt grænser på Amalienborg.

Men det erogså interessant, at svaret overhovedet falder.

Tidligere har vi ikke været vant til, at Kongeparret har kommenteret deres børns opførsel i medierne - og da slet ikke, når der er tale om historier i den mere kulørte ende.

Faktisk har der i høj grad været en linje, der hed, at den slags var privat.

Dronning Mary er blevet hyldet bredt for sit sjove og kække svar.
Dronning Mary er blevet hyldet bredt for sit sjove og kække svar. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prinsesse Isabellas besøg på Smukfest fremgik ikke af den kongelige kalender, og det betyder som regel, at det opfattes som privat fra Kongehusets side.

At dronning Mary - med en storgrinende kong Frederik ved sin side - alligevel vælger at kommentere t-shirt sagen, fortæller os, at også de ved, at tiden hvor prinsesse Isabella og kronprins Christian ‘bare’ kunne være unge mennesker, er forbi.

De to er langsomt, men sikkert på vej til at blive lige så store nationale som internationale stjerner som deres forældre.

Alt, hvad de gør, bliver bemærket.

Læg dertil, at medietrykket i sagen om prinsesse Isabellas t-shirt ikke var af ubetydelig karakter. Sagen var ikke blot i de medier, herunder B.T., der dækker Kongehuset tæt. Men bare at nævne nogle, tog morgenaviser, TV 2 News og DR's nyhedspodcast 'Genstart' også debatten op.

Siden Kongeparret tiltrådte i 2024 er de kongelige børn i højere grad blevet inddraget. I alt fra officielle begivenheder til taler, hvor børnene ofte nævnes eksplicit.

Tager man børnene ind i arenaen i højere grad, er det også kun naturligt, at man svarer, når hele Danmark har talt om prinsesse Isabellas t-shirt.

Men med sit svar viser dronning Mary med al tydelighed, at de fleste sager kan italesættes og vindes, hvis man gør det med humor.