Royal Run har tirsdag formiddag lanceret deres første træningsvideo – og her bliver der joket lidt med Kronprinsens militære baggrund.

Kronprins Frederik er nemlig selv med i videoen, der skal hjælpe til, hvordan man kan træne op til en mils-distancen, der svarer til cirka 1,6 kilometer, på hans folkeløb, og her har han fået selskab af komiker Heino Hansen.

Den nye duo bliver instrueret af OL-eliteløberen Sara Slott, mens særligt Heino Hansen får moralsk og træningsmæssig støtte af Kronprinsen undervejs. Til gengæld kvitterer komikeren med et par jokes, der får kronprins Frederik til at bryde ud i grin flere gange.

Kronprins Frederik får da også Heino Hansen til at grine – ikke mindst med sin bemærkning om, at han tager den inderste bane på deres et mils gåtur, så han selv får den korteste tur.

I videoen falder der dog også en humoristisk bemærkning fra Heino Hansen om Kronprinsen, som han dog nøjes med at sige til kameraet.

»Vi har jo sådan lidt samme baggrund. Han har været frømand, og jeg har været rigtig soldat – eller hvad man siger,« lyder det fra Heino Hansen.

Han har nemlig selv været værnepligtig i fire måneder, mens kronprins Frederik er uddannet ved militæret og har gjort tjeneste i både Hæren, Flyvevåbnet og Søværnet.

Ikke mindst har kronprins Frederik titel af kontreadmiral i Søværnet og har gjort tjeneste ved den maritime eliteenhed Frømandskorpset.

»Vi har begge været der og ved, hvordan det smager. Om man har været i Oksbøl-lejren i et kvartals tid, eller om man har været frømand – det er det samme,« joker Heino Hansen.