Grev Ingolf er 81 år, og så lider han ovenikøbet af KOL-sygdom.
Dét kombineret med et verdensomspændende virusudbrud har sat en frygt i Dronningens fætter.
»Det er ikke rart, når man har KOL, så jeg har været bange. Det er ikke sjovt at være 80 år og få den sygdom, som vi heldigvis er sluppet for. Men nu er jeg heldigvis fortrøstningsfuld,« fortæller han således til Se & Hør i et interview, der er lavet forud for hans fødselsdag 17. februar.
Til ugebladet fortæller greven, at han og hustru grevinde Sussie grundet pandemien ikke har forladt hjemmet i Egtved nær Kolding siden jul.
Faktisk har de ikke set andre end hinanden i snart månedsvis. Derfor glæder de sig også inderligt til at komme ud igen.
Første skridt på vejen til frihed er da også taget for parret, der for godt 14 dage siden modtog deres vacciner.
Dermed er der altså håb forude, konstaterer greven, der sidste år måtte lade sig indlægge med en slem lungebetændelse.
Et sygdomsforløb, der krævede en tur på Vejlefjord Rehabiliteringscenter til genoptræning efterfølgende.
Grev Ingolf nåede dog at komme på benene igen i tide til sin 80-års fødselsdag for præcis et år siden.
I forbindelse med den runde fødselsdag lavede B.T. et større interview med greven, der, hvis det ikke havde været for en ændring i tronfølgeloven, havde været Danmarks konge i dag.
I interviewet fortalte han blandt andet, at han bemærkede, at særligt hans far, prins Knud, blev hårdt ramt af lovændringen.
»Men altså, sådan var forholdene jo. Vi talte ikke om det, det blev holdt nede,« sagde grev Ingolf, der også selv blev påvirket – omend han ikke kunne gøre så meget.
»Det måtte man jo finde sig i,« sagde han.

