En voksfigur af kong Charles er blevet udsat for hærværk.

En video, som du også kan se øverst i artiklen, er begyndt at florere på sociale medier, hvor man ser to demonstranter kaste kage i hovedet på den udstillede britiske monark på voksmuseet Madame Tussauds i London.

Museet bekræfter hærværksaktionen overfor BBC og fortæller, at hændelsen skete omkring klokken 10.50 mandag.

»Vores sikkerhedsteam håndterede hændelsen hurtigt, og vi arbejder tæt sammen med hovedstadspolitiet om denne sag,« lyder det i en udtalelse fra Madame Tussauds.

Her fortælles det desuden også, at det område, hvor kongefamilien var udstillet, fortsat holder åbent, men at udstillingen af kong Charles og dronning gemalinde Camilla vil være »midlertidigt lukket«.

Den lokale politistyrke meddeler ligeledes til BBC, at man har arresteret fire personer for skader efter hændelsen.

Angiveligt skulle motivet for protestaktionen være klimaaktivisme.

De to demonstranter i videoen var nemlig angiveligt en del af aktivistgruppen Just Stop Oil, da de under aktionen bar T-shirts med netop det budskab: Bare stop olien.

Ifølge PA News var aktionen et opråb til regeringen om at bremse alle nye olie- og gaslicenser.

Dermed indskriver den sig i en længere række af protestaktioner fra Just Stop Oil mod kunstværker for at skabe opmærksomhed omkring de fossile brændstoffers rolle i klimaforandringerne.

Senest gik det ud over et Van Gogh-maleri, der fik kastet tomatsuppe ud over sig.