I videoen øverst ses prins Vincent og prinsesse Josephines udvikling gennem de sidste syv år.

Få tvillinger har fået så meget omtale, som Frederik og Marys to yngste børn, Vincent og Josephine, der i dag fylder syv år. Lige siden det kom frem, at Marys tredie graviditet, i øvrigt til stor overraskelse for forældrene selv, var tvillinger, har de to yngste været hele landets charmetrolde.

I dag er en helt speciel dag for Kronprinsparrets yngste børn, tvillingerne Vincent og Josephine. I dag fylder de nemlig syv år. Og det er en meget stor dag, når man er i den alder, og allerede går i skole.

Sammen med deres to ældste søskende, Christian 12 år og Isabella 10 år, går alle kronprinsparrets fire børn i skole på Tranegårdsskolen i Hellerup, der er en helt almindelig folkeskole. Men i dag er der nok ekstra kalas i børnhaveklasse A og B, hvor Josephine går i A-klassen og Vincent i B-klassen i anledning af fødselsdagen.

I modsætning til Christian og Isabella, der begge har trådt deres første skridt på Kancelihusets parketgulve, fordi Frederik 8 palæ på Amalienborg endnu ikke var færdig istandsat endnu, er Vincent og Josephine begge vokset op med garden patruljerende lige udenfor vinduerne. Derfor har de også  begge gået i børnehaven Garnisons Sogns Menigheds Børnehave i indre by, hvor også prins Joachim og prinsesse Maries to børn, Henrik og Athena har gået.

Da kronprinsesse Mary nedkom med tvillingerne, ved en helt igennem almindelig fødsel på Rigshospitalet for syv år siden, og et par dage efter sammen med Frederik stolt viste deres to små nye børn frem, var der et helt særligt skær over parret. For det er noget helt særligt at få tvillinger, hvilket Mary flere gange har givet udtryk for.

Som alle tvillingerne er Vincent og Josephine forskellige. Josephine er den mest udadvendte af de to, og er sjældent bleg for lige at tage et par dansetrin, mens Vincent er mere tilbageholdende og er umiddelbart ikke lige så tryg ved at være i offentlighedens søgelys, som Josephine er. Det sås tydeligt, da tvillingerne havde første skoledag i august sidste år. Her var Josephine i hopla og svarede glad på spørgsmål fra pressen, mens hun ind i mellem lige snurrede rundt i en piruette, mens Vincent kom ud med forgrædte øjne og hele tiden holdt sin mor i hånden, tydeligt utryg ved at skulle møde de mange pressefolk foran Frederik 8s palæ.

I dag står igen i tvillingernes tegn i anledning af deres syv års fødselsdag.

bt.dk har forhørt i Kongehuset om, hvordan tvillingernes dag bliver fejret. Men eftersom dagen foregår 100 procent i privat regi ønsker Kongehuset ikke at oplyse om dagens forløb.