»Det er tankevækkende, at der er mad nok i verden til at brødføde alle, hvis vi fordelte maden mere retfærdigt og fordelte alt det, vi producerer«.

Sådan lød det fra prinsesse Marie, da hun tirsdag endnu en gang slog et slag for at mindske madspild.

Det skete i Tingbjerg nordvest for København, hvor hun som protektor for Folkekirkens Nødhjælp var med til at åbne den nye Wefood-butik, der sælger varer, som almindelige supermarkeder ofte kasserer, hvis de for eksempel har en ødelagt emballage eller har overskrevet 'bedst før'-datoen.

Åbningen markerede samtidig, at Danmark har fået en national madspildsdag – nemlig den 29. september, som også er FN’s internationale madspildsdag .

Fødevareminister Mogens Jensen (S) var også med ved åbningen af Wefood i Tingbjerg.
Fødevareminister Mogens Jensen (S) var også med ved åbningen af Wefood i Tingbjerg. Foto: Emil Helms
Vis mere

I Tingbjerg var prinsessens ankomst noget af et tilløbsstykke.

»Er prinsessen kommet,« lød det fra en forbipasserende kvinde, der holdt ind til siden i sin bil, da hun så, hvordan flere havde taget opstilling og stod klar med deres mobiltelefoner for at dokumentere den royale ankomst.

Og de fik, hvad de kom efter: en glad og smilende prinsesse Marie.

Kampen mod madspild virker til at være blevet lidt af en hjertesag for prinsesse Marie, der i 2019 også var med til at udgive en bog om emnet. Desuden var hun tidligere på året med Folkekirkens Nødhjælp i Uganda, hvor hun også så på madspildsprojekter.

Prinsesse Marie åbnede tirsdag som protektor for Folkekirkens Nødhjælp en Wefood-butiken i Tingbjerg so
Prinsesse Marie åbnede tirsdag som protektor for Folkekirkens Nødhjælp en Wefood-butiken i Tingbjerg so Foto: Emil Helms
Vis mere

Den seneste tid har været hård for prinsesse Marie og hendes familie, efter at prins Joachim meget uventet blev ramt af en blodprop i slutningen af juli.

»Det var en frygtelig oplevelse,« fortalte prinsesse Marie, da B.T. mødte hende forrige uge i Paris.

Prinsen kom sig dog godt over operationen og var i midten af september klar til at påbegynde sin første arbejdsdag på den danske ambassade i Paris.

Og prinsesse Marie så da også fornøjet ud tirsdag i Tingbjerg.

Selv om de seneste måneder har været hårde for prinsesse Marie og hendes familie grundet prins Joachims blodprop, så viste prinsessen tirsdag, at hun kan smile igen.
Selv om de seneste måneder har været hårde for prinsesse Marie og hendes familie grundet prins Joachims blodprop, så viste prinsessen tirsdag, at hun kan smile igen. Foto: Emil Helms
Vis mere

Hun holdt tale, kiggede på de mange madspildsprodukter og havde endda overskud til en kæk bemærkning, da butikkens personale viste hende en af de mange overskudsprodukter, som de sælger – en stor sæk med fem kilo pasta.

»Hvis man har to drenge derhjemme, så tror jeg, de kunne spise det hele,« grinte prinsessen.

Bemærkningen fik også smilet frem hos fødevareminister Mogens Jensen, der også var med til åbningen af butikken.

Både prinsessen og fødevareministeren fik også en pose med varer fra Wefood med hjem - til ministerens store glæde:

»Der er øl«, lød det grinende fra Mogens Jensen om posens indhold.

B.T. og flere fra den fremmødte presse ville gerne have stillet nogle spørgsmål til prinsesessen, og selv om prinsesse Marie som altid virkede imødekommende og forsøgte at stoppe op, så forlød det, at prinsessen havde travlt, hvorefter hun fortsatte mod den ventende kronebil.

Prinsesse Marie nåede dog at svare på, hvordan det var at være tilbage i Danmark.

»Åh, det føles rigtig godt,« sagde hun.