Den netop afdøde prinsesse Elisabeth var forud for sin tid - og så var hun først og fremmest loyal over for Kongehuset.
»Hun var en kongelig, der havde en vis betydning før i tiden, men som oplevede, at hun fik mindre og mindre betydning med årene. Dengang kronprins Frederik og prins Joachim var børn, var hun højere oppe i arvefølgen og stod til rådighed som rigsforstander, når dronningen og prinsesse Benedikte var bortrejst. Hun viede i høj grad sit liv til Danmark og Kongehuset, selv om hun aldrig kom til at spille en helt stor rolle,« siger kongehuseksperten og historikeren Lars Hovbakke Sørensen om prinsessen, der døde tirsdag efter længere tids sygdom, 83 år gammel.
Det skabte nogle kurrer på tråden mellem prinsesse Elisabeth, hendes brødre og resten af kongehuset, da et politisk flertal banede vejen for tronfølgeloven i 1953, som gav dronning Margrethe arveret til den danske trone. Med et var de tre efterkommere af arveprins Knud parkeret på et sidespor. 19.000 stemmers forskel betød, at grev Ingolfs far, arveprins Knud, fik frataget arveretten til tronen til fordel for dronning Margrethe.
Idet både Ingolf og Christian havde giftet sig borgerligt og dermed fortabte arveretten, blev prinsesse Elisabeth den eneste, der var tilbage i arvefølgen. Hele sit liv forblev hun ugift, men levede i over 20 år papirløst med filminstruktøren Claus Hermansen.
»Hun har jo sikkert også haft sympati med sine brødres holdning til det spørgsmål. Men hvor de ytrede deres utilfredshed, har prinsesse Elisabeth aldrig udtalt sig så direkte om det. Derfor man ved ikke meget om, hvordan hun egentlig selv havde det med den beslutning,« siger Lars Hovbakke Sørensen.
Han mener ikke, man kan sige, at prinsesse Elisabeth og resten af Rosenborg-klanen var udsat for en uretfærdig behandling.
»Det var jo noget, der blev vedtaget gennem en demokratisk proces. Det får selvfølgelig store personlige konsekvenser, når man rykker ned i arvefølgen, men man kan ikke tale om fairness og ikke fairness, fordi det er demokratisk besluttet,« siger han.
Idet hun ikke skulle spille nogen større rolle i Kongehuset, måtte hun finde noget andet at bruge sit liv på. Hun blev som kontorfuldmægtig i Udenrigsministeriet fra 1956 til 2001, hvor hun blandt andet var udstationeret i Washington D.C. og ved Danmarks FN-repræsentation i Genève.
»Hun var tvunget til at gå ud og lave en karriere. Det var noget, kongelige ikke havde gjort før hende,« bemærker Lars Hovbakke Sørensen.
