Her ses prins Harry og Meghan Markle ankomme til Endeavour Fund Awards i starten af februar.

Et brev indeholdende et stof blev sendt til prins Harrys forlovede, Meghan Markle, og det engelske politi mener nu, at der er tale om en 'racistisk hadforbrydelse'.

Det skriver flere britiske medier. Heriblandt BBC og The Evening Standard.

»Det bliver behandlet som en racistisk hadforbrydelse. Sagen undersøges nu af politiets terrorbekæmpelsesenhed,« lyder det fra en talsperson ved politiet ifølge BBC.

Brevet var ifølge The Evening Standard addresseret til både Meghan Markle og prins Harry og blev modtaget den 12. februar, hvorefter det blev leveret til sortering på St. James' Palace. Brevet er altså aldrig nået hverken prins Harry eller Meghan Markle, som ifølge det britiske medie er blevet informeret om dets eksistens.

Fordi brevet angiveligt skulle indeholde en racistisk og hadefuld besked, blev brevet - og stoffet deri - undersøgt af specialister, som dog kunne konkludere, at det var harmløst.

Ifølge BBC er ingen blevet anholdt i forbindelse med sagen, men myndighederne undersøger stadig de nærmere omstændigheder.

Den 13. februar, dagen efter brevet til Meghan Markle og prins Harry blev modtaget, blev et brev med hvidt pulver sendt til det britiske parlament. Pulveret blev i dette tilfælde også vurderet harmløst, men ifølge The Evening Standard undersøger politiet nu, hvorvidt hændelserne er forbundne.