Kronprins Frederiks musikalske teenageoprør er i dag et af hans stærkeste varemærker.

Siden han i gymnasietiden i midten af 1980’erne på Øregård i Hellerup skiftede sine konservative forældres jazz- og Beethoven-plader ud med Bowie og Beastie Boys, har Danmarks kommende konge ikke lagt skjul på sin kærlighed til musik og gerne af den støjende af slagsen.

Ved siden af de stærke fysiske udfoldelser og store interesse for sport, har han brandet sig som en Kronprins med rock i blodet, og gennem årene har man kunnet møde ham i 'pitten' på Roskilde, backstage med Prince på Smukfest og ved enkelte lejligheder selv som udøvende rockstjerne på scenen.

Når kronprins Frederik i denne weekend fylder 50, fejrer han det endnu engang med et stort, folkeligt rockshow i Royal Arena med cremen af dansk musik, og i den anledning har BT talt med fem personligheder fra den danske musikbranche om deres møde med og forhold til hele Danmarks rockprins.

7. august 2013:
Prince udfordrede Frederik i bordtennis


På en halvtør sommerdag i 2013 opstod der pludselig royalt topmøde i en bøgeskov i udkanten af Skanderborg, da kronprins Frederik havde sagt ja til at introducere årets hovednavn på Smukfest, den amerikanske superstjerne Prince - og samtidig modtage og videre-donere festivalens Polka Verner-legat til den musikalske talentudviklings-festival Spot i Århus. Smukfests talsmand Poul Martin Bonde fortæller:

»På selve dagen for overrækkelsen dukkede kronprins Frederik stille og roligt - og alene - op på vores backstage-kontor. Vi drak et glas champagne i selskab med legatets stiftere, Søs Egelind og Kirsten Lehfeldt, og herefter mødte Kronprinsen Prince. Jeg ved ikke, hvad de talte om, men Kronprinsen virkede efterfølgende glad og var blevet inviteret til at overvære Princes koncert fra en særlig VIP-plads på scenen. Prince havde hørt om Kronprins Frederiks store sportsinteresse, så han havde udfordret ham i bordtennis efter koncerten. Kronprins Frederik måtte dog afslå, da han skulle retur til København inden koncerten var slut.«

På scenen foran cirka 50.000 Smukfest-gæster havde kronprins Frederik præsenteret Prince med ordene: 'Jeg takker mange gange for prisen, men I er jo ikke kommet for at høre en prins tale. Nu spørger jeg én gang: ‘Kunne I tænke jer at høre en prins synge?,' til kæmpe jubel fra publikum.

Da Frederik og Mary blev gift i 2004, blev det fejret med en stor koncert i Parken. Her ses de på tilskuerpladserne til det store show.
Da Frederik og Mary blev gift i 2004, blev det fejret med en stor koncert i Parken. Her ses de på tilskuerpladserne til det store show. Foto: Scanpix
Vis mere

8. december 2007:
Frederik tog røven på publikum


Kronprins Frederik har altid været stor fan af den britiske rockgruppe Led Zeppelin. En af hans private venner Henrik Tvede er guitarist i det danske coverband Led Zeppelin Jam, og Tvede havde gennem årene prikket til Frederik, om ikke han ville prøve at gå på scenen med dem en dag.

I 2007 da Led Zeppelin Jam gav koncert i Pumpehuset i København, hvor der er plads til små 500 mennesker, sagde Frederik ja, og så fik publikum ellers noget af en overraskelse. Radiovært Alex Nyborg Madsen, der er forsanger i bandet, fortæller:

»Det var kun Tvede og mig, der vidste det. De andre mødte ham selvfølgelig backstage, men det var de vant til, så vi holdt det hemmeligt, indtil han stod på scenen. Tvede havde jammet lidt med ham privat og måske øvet de første strofer, og så gik han ellers op og fyrede en mundharmonika-solo af. Det var super sjovt, og der var en vild, euforisk stemning backstage bagefter. Jeg fik sagt til ham, at nu havde han noget at falde tilbage på, når revolutionen kom, haha.«

Kronprins Frederik gentog året efter sin mundharmonika-solo med Led Zeppelin Jam til sin 40 års fødselsdag, og Alex Nyborg Madsen, der har haft kronprinsen på besøg i sit radioprogram nu to gange (Første gang på P3 i 1995 og i søndags på P4) har kun stor respekt for Kronprinsens forhold til musik.

»Første gang jeg mødte ham, spurgte han, hvorfor vi kun spillede Led Zeppelins ældste numre. Der kunne jeg mærke, at han var en kender. Jeg har nævnt mange gange, hvor påfaldende systemkritisk meget af hans musik er. Det er ikke bare det, man lige hører i radioen. Jeg tror, godt han kan lide, at det kradser lidt.«

Den 19. december 1995 var kronprins Frederik gæst på P3 i Alex Nyborg Madsens radioprogram 'Maskinen'. Her havde han sin egen playliste med bestående af numre fra navne som N.W.A., C.V. Jørgensen, Soundgarden og Dizzy Mizz Lizzy.
Den 19. december 1995 var kronprins Frederik gæst på P3 i Alex Nyborg Madsens radioprogram 'Maskinen'. Her havde han sin egen playliste med bestående af numre fra navne som N.W.A., C.V. Jørgensen, Soundgarden og Dizzy Mizz Lizzy. Foto: Scanpix
Vis mere

I 1987 da prins Joachim fyldte 18 år gav B.T. ham i gave en koncert og et møde med David Bowie, da han spillede i Hamburg. Kronprins Frederik var med.
I 1987 da prins Joachim fyldte 18 år gav B.T. ham i gave en koncert og et møde med David Bowie, da han spillede i Hamburg. Kronprins Frederik var med. Foto: Scanpix
Vis mere

1. oktober 2011:
Kristian Leth fik et overraskende telefonopkald fra Frederik


Da Frederik og Mary blev gift i 2004, stiftede Bikubefonden ‘Kronprinsparrets kulturpris’ til formål at fremme dansk kulturliv.

I 2011 modtog Kristian Leth på vegne af hans band The William Blakes et telefonopkald fra kronprins Frederik, der afslørede, at de var årets modtagere af talent-prisen ‘Stjernedrysprisen’. Kristian Leth fortalte dengang, at han af ren begejstring i telefonen udbrød ‘Du er for fed Frede’ og til selve uddelingen i Musikhuset i Århus, fik han så mulighed for at møde sin kommende konge ansigt til ansigt.

Kristian Leth fortæller:

»Jeg havde fået mit tredje barn dagen før så ankom til lydprøven helt groggy. Hvis man ser showet i dag, kan man også se, at jeg er fuldstændig rundt på gulvet. Men det var en fed aften. Jeg var meget imponeret over både Frederik og Mary, der var vanvittig dygtige til at få dig til at føle dig tilpas. De havde fuldstændig styr på, hvem vi var, vores baggrund og kunne referere til det, og jeg var imponeret over, hvor let og ligetil det føltes at snakke med dem.«

Kristian Leth er siden stødt på kronprins Frederik i flere sammenhænge, senest i 2016 da Frederik og Mary uanmeldt besøgte musikfestivalen Heartland på Fyn, hvor de så Kristian Leths samtale med musikeren Brian Eno og den danske stjernearkitekt Bjarke Ingels.

»Jeg mødte Kronprinsen bagefter, og det var utrolig hyggeligt. Jeg har et klart indtryk af, at han er en mand, der gerne vil kultur og musik - og lige så vigtigt en mand, der målbevidst har valgt det her kulturelle område som et sted, hvor han kan gøre en forskel.«

16. februar 1987:
Dronning Margrethe på knæ foran mixerpulten

Dan Rachlin var i 1980’erne som vært på blandt andet radiostationen The Voice Danmarks hotteste dj og cirkulerede i de samme kredse som teenageprinserne Frederik og Joachim. Han husker de første byture sammen i slutningen af det farverige årti:

»Jeg var begyndt at få meget opmærksomhed dengang, men det blegende lidt ved siden af Frederik og Joachim, når vi var ude sammen,« griner han.

»Jeg husker, vi var til en Al Jarreau-koncert sammen i Valby hallen i 1987, og så hyrede dronning Ingrid mig til at spille til en fest for alle børnebørnene på Amalienborg. Det var lidt af en oplevelse at slæbe sit udstyr ind på slottet. Dronning Ingrid holdt øje med, at jeg ikke ødelagde hendes loft, da vi hang discokugler op, og på et tidspunkt lå dronning Margrethe på knæ foran mixerpulten og klistrede et våbenskilt fast med teksten ‘Yes, det er mormor’.«

Dan Rachlin spillede også til prins Joachims 18 års fødselsdag på Fredensborg, og kom derved tæt på prinserne og deres musiksmag.

»Joachim er nok mest til rock, mens Frederiks smag er noget bredere. Vi nærer jo begge stor kærlighed til Lars H.U.G., som han jo citerede i sin bryllupstale til Mary. Han virker altid enormt engageret, og selvom han jo aldrig kan give helt slip, når han er ude til koncerter, så ser man tydeligt, at han er i sit rette element.«

Da Dizzy Mizz Lizzy i 2010 spillede i KB Hallen, fik de backstage besøg af kronprins Frederik efter koncerten
Da Dizzy Mizz Lizzy i 2010 spillede i KB Hallen, fik de backstage besøg af kronprins Frederik efter koncerten Foto: Privatfoto
Vis mere

Kronprins Frederik er stor Metallica-fan, så da Lars Ulrich i 2017 blev tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen, valgte kronprinsen selv at rejse til USA for at overbringe medaljen. Her ses de sammen i Royal Arena i København i februar 2017.
Kronprins Frederik er stor Metallica-fan, så da Lars Ulrich i 2017 blev tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen, valgte kronprinsen selv at rejse til USA for at overbringe medaljen. Her ses de sammen i Royal Arena i København i februar 2017. Foto: Morten Rygaard
Vis mere

3. juli 2014:
I 'pitten' til Rolling Stones på Roskilde

Roskilde festivalens backstage-område 'Mediebyen' er hver sommer fyldt med kendisser, der plejer deres netværk, udnytter den fri-bar og nå ja måske formaster sig ud til pøblen på den anden side af hegnet for at høre lidt musik.

I 2014 steg kendisfaktoren til max, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary på åbningsaftenen omkring klokken 17 omringet af PET-folk, fotografer og journalister ankom til Dyrskuepladsen for at se festivalens absolutte hovednavne The Rolling Stones.

Talskvinde for Roskilde festival Christina Bilde fortæller:

»Frederik er protektor for Røde Kors, som vi samarbejder med, og når vi har mødt ham, har vi hver gang sagt, at han vil være velkommen på Roskilde. I 2014 passede det ind i hans program, og det blev jo en fantastisk oplevelse. Frederik er meget i øjenhøjde med alle mennesker, og da vi gik igennem pladsen, tog han sig tid til at hilse, give krammere og på den måde forsøgte at være en del af fællesskabet. Under The Rolling Stones-koncerten stod han nede i 'pitten' - selvfølgelig med sikkerhedsfolk omkring sig - men det var super fedt at have ham med på den måde.«

Efter koncerten var kronprinsparret med til en reception for The Rolling Stones. Christina Bilde husker ikke om kronprins Frederik fik hils på Mick Jagger og co.

»Vi ved ikke, om han vender tilbage en dag. Han er glad for musik og har givet udtryk for, at han gerne vil, men det skal jo lige passe ind.«

Whitney Houston gav i 1988 koncert i Valby Hallen. Bagefter mødte hun Danmarks kommende konge backstage.
Whitney Houston gav i 1988 koncert i Valby Hallen. Bagefter mødte hun Danmarks kommende konge backstage. Foto: Scanpix
Vis mere

I 1993 spillede U2 på Gentofte stadion. Kronprins Frederik var med og ses her backstage med Peter A.G..
I 1993 spillede U2 på Gentofte stadion. Kronprins Frederik var med og ses her backstage med Peter A.G.. Foto: Claus Bjørn Larsen
Vis mere