Selvom briterne er nærmest lige så forelskede i Meghan Markle, som prins Harry er, så er der altså bare ingen der slår hendes kommende husbond i hengivenhed.

Siden han første gang viste sig offentligt med den amerikanske skuespiller, har hans kærlighed til den kommende prinsesse været så tydelig, at det britiske folk er begyndt at bemærke det.

Da parret mandag trådte frem foran et talstærkt pressekorps ved Kensington Palace og annoncerede deres forlovelse, gav de kun slip på hinandens hånd kortvarigt for at vise forlovelsesringen frem. Under hele seancen knugede den 36-årige amerikaner sig til sin forlovedes arm, mens deres brede smil tydeligt viste, at de havde glædet sig til offentligt at skilte med deres kærlighed.

Foto: TOBY MELVILLE
Vis mere

Og det er blevet bemærket af landsmændene. På Twitter vælter det ind med hyldest til det 'folkelige' par.

'Så glad for at se, den kærlighed I deler med hinanden. De blikke, I sender hinanden, I holder i hånd og holder jer fra den slags 'vi-skal-ikke-røre-hinanden', som tidligere forventet blandt kongelige. BRAVO! Mere af det, Harry og Meghan,' skriver Twitter-brugeren Sakina Jah.

'Det er tydeligvis et brud på den kongelige etikette. Jeg bryder mig ikke om det... JEG ELSKER DET,' skriver en anden ifølge norsk TV 2, som også har talt med kongehusekspert Kjell Arne Totland.

»De seneste 10-15 år har vi set en ændring hos de yngre kongelige. Vores eget kronprinspar har ligeledes været søde til at vise samhørighed og kommer også hånd i hånd til officielle begivenheder,« siger han til mediet, men tilføjer, at især i det britiske Kongehus er det ganske nyt, da storebror prins William og hans hustru, hertuginde Kate, sjældent viser fysisk nærhed.

Foto: NIGEL RODDIS
Vis mere