Det var en tvivlsom smiley, som Schackenborg Slotskro fik, da Fødevarstyrelsen var på besøg i sidste måned. Det skriver Se & Hør.

Dog var det ikke første gang indenfor det seneste år, at restauranten ikke har bestået kontrollen til topkarakterer.

Den sønderjyske slotskro, som prins Joachim ejer en mindre del af, har fået to indskærpelser fra Fødevarestyrelsen på 12 måneder.

Sidste sommer fremgår det af smileyrapporten, at fersk og frosset kød lå opbevaret direkte på køkkenbordet. En kylling blev blandt andet målt til en temperatur på 9,9 grader. Det forseelse udløste et opfølgende kontrolbesøg på kroens egen regning.

Ved sidste besøg var det hygiejnen, der ikke var i orden. I rapporten står der:

'Stativer i kølerum fremstår beskidte, ydermere er lister på kold jomfru ved kødafdeling beskidte.'

Indtil 2006 var det prins Joachim, der stod som ejer af kroen i Møgeltønder, men i dag har han blot en mindre andel af slotskroen.

Den nuværende ejer og ansvarlige for driften, Henning Kohl, forklarer, at snavsen skyldtes flænger i listerne. Dog blev der rettet op på det dagen efter Fødevarestyrelsens kontrol.

»Jeg havde ikke set det inden, de var i stykker, så det er min fejl,« siger Henning Kohl.

Han understreger, at der ellers er ’100 procent rent’ i køkkenet.

»Vi har styr på rengøring og hygiejne og fødevarer. Alt vores personale er uddannet og går i bad, inden de møder på arbejde. Jeg kan spise grøntsager af gulvet,« siger Henning Kohl.

Prins Joachim arvede slotskroen som niårig sammen med resten af Schackenborg Slot. Ved grevinde Alexandra og prins Joachims skilsmisse i 2004 solgte han kroen for 18 millioner kroner for angiveligt at kunne købe et hus til ekskonen.

Schackenborg Slotskro har fået to indskærpede smileyer af Fødevarestyrelsen på 12 måneder.
Schackenborg Slotskro har fået to indskærpede smileyer af Fødevarestyrelsen på 12 måneder. Foto: PALLE HEDEMANN
Vis mere