Engang varslede en kinesisk vismand, at prins Henriks liv ville blive fuld af faldgruber og vanskeligheder. Dem har der været mange af, men med diagnosen demens er profetien endnu engang gået i opfyldelse
Vi kender ham som den joviale livsnyder med de store farverige og flamboyante armbevægelser.
Men snart vil han vil synke længere og længere ind i sig selv. Blive en skygge af dén mand, han var og er.
Da Kongehuset i onsdags meldte ud, at 83-årige prins Henrik var ramt af demens, var det måske ikke den mest overraskende nyhed.
Tegnene havde ligget på lur længe - dém, der i pressemeddelelsen blev kaldt forventelige ledsage-tegn i forbindelse med den frygtelige sygdom: ‘forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen’.
Den omverden er selvfølgelig først og fremmest hans familie og venner, som allerede har fået den første forsmag på, hvor det bærer hen.
»Det ene øjeblik er han ikke helt til stede, om du vil, men det næste øjeblik er han helt normal,« som prins Henriks lillebror Etienne de Laborde de Monpezat forleden udtalte til Ekstra Bladet.
Men også vi, folket, mister noget i takt med, at sygdommens nådesløse greb strammes om prins Henrik. Mister et af Kongehusets menneskelige ansigter.
For når alt kommer til alt, har prins Henrik måske givet folket mere, end folket har givet ham.
‘Din tilværelse bliver meget spændende, men fuld af faldgruber, og dit liv vil blive vanskeligt. Du bliver berømt, rig, og du vil komme til at tilbringe resten af dit liv omgivet af vand.”
Sådan sagde en kinesisk vismand ifølge biografien ‘Enegænger’ til Henrik under et besøg i tidligere Indokina i 1958, hvor han var 24 år gammel.
Ni år senere ankom han - efter måneders hemmelige og sødmefyldte møder og brevveksling med Margrethe - med høj cigaretføring til Danmark, uden vished om, hvor sande de ord skulle blive.
I sin tale til Margrethe ved brylluppet den efterfølgende måned erklærede han ikke kun sin store kærlighed til sin tilkommende, han lovede også troskab mod Danmark og det danske folk. Kaldte sig selv en ‘nybagt student’.
»Det er mit faste forsæt at bestå min eksamen med en pæn karakter,« sagde han om den opgave, der lå foran ham.
En tid var det, som om censor - danskerne - mente, at han havde bestået. Talte prinsen ikke bare det danske sprog på den mest charmerende måde? Og fik han ikke landets kommende dronning til at blomstre op, gav hende klædelige røde kinder og kærlighed i blikket?
Men de faldgruber og vanskeligheder, som vismanden havde varslet, begyndte snart at melde sig.
Uanset om de to ting hænger sammen eller ej, ændrede danskernes eksamenskarakter til prins Henrik sig gradvist efter, at Margrethe besteg tronen i 1972.
Lugten af alle de nye og friske vinde, som han bragte med sig ind i det traditionstunge kongehus, synes at blive ram i de sarte danske næser.
»Jeg følte,« sagde han i et interview med Ritzau i anledning af sin 60 års fødselsdag, »at man betragtede mig som et menneske uden værdi. Danskerne gav mig ikke mange chancer for at vise, hvem jeg var. Man kunne godt have forsøgt også at se mine gode sider.«
De dårlige - og ofte meget franske - sider som eksempelvis hans syn på børneopdragelse var længe i fokus.
Men hvad man end mener om prins Henrik, har han altid insisteret på at være sin egen, på at gøre tingene på sin måde. En måde, der har givet folket muligheden for at se ind bag de traditionsbundne facader, ind til et menneske af kød og blod.
Således har det været kendetegnende for prins Henrik, at han på egen joviale facon altid har været dét medlem af Kongehuset, der har givet sig tid til at veksle et par ord med ikke bare pressen, men også danskerne, som han har mødt på sin vej.
Det har - ikke mindst de seneste år - været typisk prins Henrik at dukke op på uanmeldt besøg på Christianias berygtede Pusherstreet uden livvagter, typisk prins Henrik under et besøg i Randers Regnskov at lave en improviseret kongekrone af en pytonslange, at optræde som panda til en middag for Verdensnaturfonden og at indspille et nummer til den thailandske konge sammen med den danske popgruppe Michael Learns To Rock, der er kæmpestore på de kanter.
Alle sammen eksempler på prins Henriks farverige og flamboyante armbevægelser, som det snart kan være slut med, når hans samspil med omverdenen gradvis aftager og demensens mørke for alvor begynder at sænke sig i hans sind.
I 50 år har han været prins af Danmark.
Måske er det på tide, at vi - folket - langt om længe forsøger også at se ham fra hans gode sider.
