En uge over tid blev hertuginde Meghan og prins Harry mandag tidlig morgen forældre til deres første barn - en søn - og jublen kunne endelig bryde ud i Windsor ved London, hvor B.T. er til stede disse dage.

Men det er ikke alle, der er lige så begejstrede for hertuginde Meghan, prins Harry, deres nyfødte baby, og alt hvad det britiske kongehus står for.

På gaden møder B.T. kunstneren Kaya Mar, der går rundt med et stort maleri af hertuginden og det lille barn.

»Det er satire,« slår han fast.

»Folk forguder hende. Medierne elsker hende. Men for hvad? En baby? Der bliver født millioner af babyer hver dag. Det er et cirkus, det her.«

Du er ikke selv ligefrem fan af kongehuset?

»Vi er i det 21. århundrede. Fan af hvad? En Hollywood-skuespillerinde? Bare fordi, hun er gift med en prins? Hvis du ikke var kvinde, så havde jeg været lidt mere eksplicit i mine ordvalg,« siger han henvendt til B.T.s udsendte.

Kaya Mar har malet politisk kunst over hele verden. Silvio Berlusconi har han vist frem i Rom. Donald Trump har han malet overtage Storbritannien.

Satire-tegneren Kaya Mar har malet Meghan og babyen som en kommentar til hele dyrkelsen af de royale.
Satire-tegneren Kaya Mar har malet Meghan og babyen som en kommentar til hele dyrkelsen af de royale. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Og den britiske kongefamilie har også prydet en håndfuld af hans værker.

Da Meghan og Harry blev gift i 2018, blev Harry malet som en jæger.

»Fordi han er kendt for at jagte kvinder,« siger Kaya Mar, som ofte placerer sine kongelige motiver på ryggen af æsler.

Æslerne skal repræsentere folket.

Kaya Mar har en håndfuld royale malerier i sin samling. Her ses han i april 2018 med sit maleri af hertuginde Kate, prins William og deres børn i forbindelse med fødslen af parrets yngste søn Louis. »Hun kan ikke gå selv, men bliver båret frem af folket - repræsenteret ved æslet,« forklarer han om billedet.
Kaya Mar har en håndfuld royale malerier i sin samling. Her ses han i april 2018 med sit maleri af hertuginde Kate, prins William og deres børn i forbindelse med fødslen af parrets yngste søn Louis. »Hun kan ikke gå selv, men bliver båret frem af folket - repræsenteret ved æslet,« forklarer han om billedet. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

»De kan ikke gå selv, så de bliver båret på ryggen af folket,« forklarer han.

»Bemærk, at de har røde hove på det her værk. For Meghan er en mode-prinsesse, og når hun tager røde sko på, så gør æslerne det samme,« siger Kaya Mar ophidset og tilføjer:

»Men én ting - og jeg tog mig et glas vin for at fejre det - vi taler ikke om brexit på denne ene dag. Det er det bedste ved det.«

Den nyfødte søn til hertugen og hertuginden - der indtil videre bærer navnet Baby Sussex - bliver nr. syv i tronfølgen og får kun titlen af prins, hvis dronning Elizabeth ønsker at give ham den.