Lyt til artiklen
Fransk politi er tæt på at anholde den paparazzifotograf, der tog de famøse topløse billeder af hertuginde Kate, under hendes ferie med Prins William i september. Det skriver den engelske avis The Daily Mail

En kilde tæt på efterforskningen siger til avisen, at politiet har fået fotografens navn og vil foretage en anholdelse snarest.

- De har fået et navn. Det forventes, at fotografen vil blive anholdt og afhørt snart, fortæller kilden, og den franske anklager Marie-Christine Daubigney bekræfter, at man har fået nye oplysninger om fotografen.

- De nye informationer om fotografen vil blive givet videre til undersøgelsesdommerne, siger hun.

Hvis fotografen bliver kendt skyldig, kan vedkommende risikere op til et års fængsel og en bøde på omkring 200.000 kr.

Billederne blev først bragt i det franske magasin Closer og siden hen udgav Se og Hør i Danmark et 16 siders særtillæg med 25 billeder af den topløse hertuginde.