Prins Williams kæreste Kate Middleton menes at være temmelig tæt på at vinde prinsen og det halve kongerige. Nu skal hun i hvert fald til privat audiens hos 'The Queen'.

For de fleste er det nok ikke noget særligt at blive inviteret til frokost hos kærestens farmor, men hvis kæresten hedder Prins William og farmor er Dronningen af England så føles det nok lidt anderledes. For første gang skal Prins Williams kæreste Kate Middleton til en privat frokost med Dronning Elizabeth.

Det skriver Daily Express mandag.

Rygterne i den engelske presse har længe svirret om, at det ikke varer længe før England får en ny prinsesse og med nyheden om at Kate er inviteret til en privat audiens hos regenten brænder 'rygtebålet' endnu mere lystigt.

William og Kate er begge 27 år gamle og har været kærester 'on and off' i otte år siden de lærte hinanden at kende på universitetet. De har før holdt ferie sammen, men til august er de begge blevet inviteret til at bo i hovedbygningen på Balmoral slottet, hvor også dronningen residerer om sommeren. Dette tillægges stor betydning idet de førhen er blevet placeret i private gemakker i tilbygningerne til slottet. I den britske presse udlægges det som om, at deres ophold i selve hovedbygningen betyder at deres forhold nu bliver taget mere alvorligt.

Et fuldgyldigt medlem af familien

En kilde udtaler til avisen:

'En en-til-en frokost med dronningen er det tydeligste signal om at dronningen er begyndt at tro på at Kate snart bliver et fuldgyldigt medlem af 'firmaet'. De kommer helt sikkert til at tale om, hvad en royal forbindelse vil betyde af forandringer i Kates liv'.

Det bliver ikke første gang at Kate møder monarken, men det bliver første gang at det kommer til at foregå under så private former. 

En talsmand for 'Clarence House' siger til Daily Express:

'Hvem dronningen inviterer til Balmoral er hendes egen sag og vi kan ikke kommentere de kongeliges privatliv'.