Ligesom ved morgenens parole tirsdag, havde kronprins Frederik heller ikke lyst til at stille op og svare på spørgsmål, da jægerne ved middagstid vendte tilbage til gården til frokost på Gludsted Plantage.

Der var ellers lagt op til fra kongehusets side, at kronprinsen sammen med de andre jægere skulle komme gående op mod gården ad en lille skov allé, men sådan gik det ikke. 

Pressen havde taget opstilling for at få gode billeder, men i sidste øjeblik ændrede kronprinsen tilsyneladende mening. 

I stedet for at stige ud af bilen, kørte den store mørke minibus med kronprinsen og flere andre deltagere bare forbi den ventende presse. 

Kronprinsen afholder Kongejagt i Gludsted Plantage i Midtjylland tirsdag den 21. november 2023.
Kronprinsen afholder Kongejagt i Gludsted Plantage i Midtjylland tirsdag den 21. november 2023. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det forlød til pressen, at grundet de spørgsmål, der var blevet råbt fra morgenstunden, var villigheden fra Kronprinsen til at svare på spørgsmål ikke blevet større.

Herefter stod kronprinsen og snakkede med flere deltagere, mens han ignorerede pressen og de spørgsmål, der blev råbt til ham.

Det betød, at Kronprinsen endnu en gang ikke svarede på spørgsmål om hans angivelige overnatning med Genoveva Casanova i Madrid tilbage i slutningen af oktober. 

De mange spørgsmål falder efter, at det spanske medie TardeAR, der udgives af den store spanske tv-station TeleCincos, delte en video, hvor man angiveligt kunne se kronprinsen gå med en kuffert og traske ned mod et busstoppested.

Genoveva Casanova har selv tidligere afvist en romantisk forbindelse mellem de to.

»Jeg benægter kategorisk de udsagn, der antyder et romantisk forhold mellem kronprins Frederik og mig, « har hun tidligere udtalt til det spanske magasin Hola.

Det danske Kongehus har til B.T. udtalt, at man ikke kommenterer 'rygter og insinuationer'. 

Men den danske kongelige jægermester og hofjægermester Jens Bjerregaard Christensen ville efter dagens jagt gerne svare på, hvordan jagten i plantagen i det jyske var gået. 

»Det har været en rigtig fin jagt, og der er blevet leveret en del dyr. Det er gået som forventet, og vi har sat barren højt, og vejret har været godt.« 

Kronprinsen afholder Kongejagt i Gludsted Plantage i Midtjylland tirsdag den 21. november 2023. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)
Kronprinsen afholder Kongejagt i Gludsted Plantage i Midtjylland tirsdag den 21. november 2023. (Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix) Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han ville også gerne svare på, om Kronprinsen selv var en god jæger. 

»Det er han. Han er meget passioneret og rigtig god.« 

Hofjægermesteren kunne også fortælle, at der i plantagen for bare en uge siden var spottet en ulv. 

Der var dog ingen af deltagerne på jagten der var heldige nok at se en.