Dårligt er Europas længst regerende monark død, før spekulationerne og kampen i kulissen om hans milliardformue er begyndt mellem hans tre børn, arveprins Albert, prinsesse Caroline og prinsesse Stephanie.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Stephanie skal have givet udtryk for, at hun ikke er helt tilfreds med de 126,6 mio. kr., der har været på tale som arv til hende, når det efter hendes mening burde være et par milliarder.

Monacos 81-årige Grimaldi-fyrste Rainier menes i sit testamente at have betænkt alle Monacos indbyggere klækkeligt, således at en stor del af arven efter Grimaldi-slægten, der har regeret i Monaco siden år 1297, beholdes af folket.

Der er tale om værdier for omkring 22-23 milliarder. F.eks. skal paladset, malerier med mere være statslig ejendom, ligesom vi kender det herhjemme. Hidtil har det været fyrsten selv, der har ejet det hele.

Fyrsten begraves 15. april med deltagelse af mange europæiske kongehuse. Endnu er der ikke taget stilling til, hvem der repræsenterer Danmark. Prinsesse Benedikte er en af mulighederne, da det var hende, der deltog, da fyrsten 19. april 1956 gav Hollywood-stjernen Grace Kelly sit ja ved et af verdens mest romantiske bryllupper. I 1982 omkom fyrstinden ved en tragisk bilulykke.

Rainier var kun 26 år, da han i 1949 kom på tronen. Siden har han til sin død kæmpet for at bevare sin egen magt og Monacos overlevelse som en selvstændig stat. En kamp, som årene igennem i familien har været krydret med tragedier og mange skandaler.

En artig overraskelse
Endnu er der kun få, der ved, hvad »testamenteoverraskelsen« indeholder. To ud af tre af landets 30.000 borgere er millionærer, men kun 7.700 er ægte monegaskere.

Fyrsten har flere gange ændret sit testamente. Sidst var i februar 2004, hvor han blev opereret efter et hjerteanfald. Fra sin sygeseng forfattede han en bulletin, som blev trykt i »Journal de Monaco«.

Her blev det slået fast, at paladset i Monte Carlo, der er værdisat til 2,384 milliarder, familiens slot »Chateau Marchais«, der vurderes til en milliard og værdifulde malerier til 1,415 milliard med mere skulle betragtes som krongods og skilles fra familiens øvrige formue.

Vil sikre sit livsværk
Fyrstens tre børn behøver dog ikke at frygte, at de ikke også får en god bid af Rainiers tocifrede milliardbeløb.

Fyrsten ændrede da heller ikke sit testamente af mistro til sine børn, men for at sikre sit eget livsværk og Grimaldi-familiens eftermæle og en fremtid, som ingen kender.

Den 47-årige ugifte og barnløse prins Albert har fået den sværeste del af arven: at leve op til sin far. Nummer to i Monacos arvefølge er nu prinsesse Carolines ældste søn 20-årige Andrea.