Den norske konge bestemmer, om kronprinsesse Mette-Marit skal efterforskes i forbindelse med sin rolle i Epstein-sagen.

Det er ikke politiets afgørelse.

Så klar lyder meldingen fra den norske juraprofessor Eivind Smith.

Det skriver VG.

I sidste uge indledte politiets afdeling Økokrim en efterforskning af flere prominente nordmænd efter afsløringer om deres venskab og kontakt med den nu afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Spørgsmålet er, om de har modtaget bestikkelse i form af penge, gaver eller tjenester.

Men kronprinsessen er altså ikke omfattet af undersøgelsen.

Professor i strafferet Jo Martin Stigen mener, at det er usandsynligt, at det kommer til at ske.

Prinser og prinsesser har nemlig en særlig beskyttelse, og kongen skal godkende enhver efterforskning, lyder begrundelsen.

Kongehuset har i en erklæring skrevet:

'Kronprinsessen har ikke modtaget penge eller aftalt at modtage penge fra Epstein, hverken privat eller til fonde eller stiftelser, som hun har været involveret i.'

Epstein-dokumenterne viser, at kronprinsesse Mette-Marit nød flere fordele ved sin kontakt med Epstein. Hun boede blandt andet i Epsteins luksusvilla i Palm Beach i fire dage i januar 2013. Dokumenterne viser også, at kronprinsessen accepterede at blive hentet af Epsteins chauffør i lufthavnen.

Kongehusets kommunikationschef, Guri Varpe, skriver i et svar til VG:

'Vi er ikke blevet kontaktet af Økokrim.'