Lørdag aften var en storsmilende dronning Mary i et noget usædvanligt selskab.

Ja, man kan vel nærmest sige, at hun sad ved siden af dronningen af Europa. 

På Hauptstadion i den tyske by Aachen, hvor der i disse dage afholdes VM i dressur, havde dronning Mary simpelthen sæde lige ved siden af Ursula von der Leyen, der er formand for Europa-kommissionen.

Normalt ses hun på bonede gulve med statsminister Mette Frederiksen (S) og andre statsoverhoveder, men lørdag aften var hun altså kommet i royalt selskab. 

Faktisk var Ursula von der Leyen kommet i en dansk sandwich på ridestadionet i den tyske by. På den anden side af hende sad nemlig Helle Jeanette Krasnik Trolle, der er holdleder for det danske seniorlandshold i dressur. 

Både den danske holdleder og dronning Mary havde i øvrigt god grund til at juble lørdag aften. 

Til venstre ses danskeren Cathrine Laudrup-Dufour med en sølvmedalje om halsen. Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

Den danske dressurrytter Cathrine Laudrup-Dufour hentede nemlig en sølvmedalje på hesten Mount St. John Freestyle i Grand Prix Freestyle.

Det var Cathrine Laudrup-Dufours tredje medalje ved dette VM i dressur.

Fredag vandt hun også en sølvmedalje, mens hun onsdag var med til at vinde bronze til Danmark i holdkonkurrencen.  

Og som det ses på billedet fra ridestadionet, blev hun fejret på behørig vis fra tilskuerrækkerne.