Nyheden om, at Prins William og Hertuginde Kate af Cambridge skal være forældre, er noget, der behager Danmarks royale ugeblad, Billed-Bladet

Det fortæller redaktionschef Pia Meisner til bt.dk.

- Det er en fantastisk nyhed og en glædelig begivenhed for os. Det er en historie, vi har gået og glædet os til og håbet på snart kom, eftersom det er et stykke tid siden, William og Kate blev gift (april 2011, red.). Og vi er selvfølgelig gået i gang med det samme, da det er klart, at historien skal på forsiden, siger hun og fortæller, at de allerede nu ikke kan lade være med at tænke frem mod fødslen og barnedåben.

- Det er rigtig stort. Mest af alt er det en glædeligt for parret, men det er også noget, briterne har gået og ventet på rigtig længe og har set frem til. Så jeg tror bestemt, de er ellevilde nu, fortsætter redaktionschefen.

Da det engelske kongehus bekræftede graviditeten tidligere i dag, var det også med nyheden om, at Kate var blevet indlagt med akut morgenkvalme. Hun lider nemlig af den sjældne sygdom Hyperemesis Gravidarum, hvor en af følgerne er slemt generende kvalme.

- Det er da klart, at det er en nyhed, der sætter nogen bekymring i gang hos folk. Det er en historie, der bliver fulgt tæt derovre, siger Pia Meisner.

Hvor mange sider, graviditeten kommer til at fylde i torsdagens udgave af Billed-Bladet, kommer til at afhænge af, hvad og hvor meget der sker i aften og i morgen.