Den varer kun et minut og 12 sekunder. Men den har allerede skabt meget opsigt.

Ikke mindst, fordi den er udkommet på et tidspunkt, hvor det britiske kongehus står midt i en racisme-skandale, så den »næppe kunne have været timet til en mere eksplosiv effekt«.

Sådan skriver en kulturjournalist hos britiske Independent, Louis Chilton, om den såkaldte 'teaser-trailer', som streaminggiganten Netflix har udsendt for den kommende dokumentar om prins Harry og hertuginde Meghan.

»Programmets teaser kommer blot et døgn efter, at den afdøde dronnings (Elizabeths, red.) hofdame, lady Susan Hussey, trak sig fra paladset på grund af en racismeskandale,« skriver han i en klumme.

Hertuginde Meghan og prins Harry i 2021.
Hertuginde Meghan og prins Harry i 2021. Foto: ANGELA WEISS
Vis mere

Med det henviser han til den opsigtsvækkende sag, der opstod under et arrangementet, som britiske dronningegemalinde Camilla var vært for tidligere på ugen.

Aktivisten Ngozi Fulani fortalte efterfølgende på Twitter om, at en ansat i hoffet gentagne gange havde spurgt hende om, hvor hun 'egentlig' kom fra.

»Jeg antager, at det er en udfordring at få dig til at sige, hvor du kommer fra,« skulle hofdamen blandt andet have sagt.

Siden har de britiske medier identificeret vedkommende som værende hofdamen Susan Hussey, der er gudmor til prins William – og hun har siden trukket sig fra sin stilling, ligesom Buckingham Palace i en erklæring har meddelt, at hændelsen tages meget alvorligt, og at kommentarerne fra den ansatte var uacceptable.

Ifølge Louis Chilton kan skandalen være med til at 'frikende' og 'forløse' Meghan Markle:

»Meget af fjendtligheden over for Meghan er rodfæstet i racisme og i det faktum, at hun havde mod til at sige fra over for det,« skriver kulturjournalisten med henvisning til, at Meghan blandt andet i et interview med Oprah Winfrey sidste år satte ord på noget af den racisme, hun angivelig havde lidt under i det britiske kongehus.

»At frigive traileren lige midt i en af de største racismeskandaler, der nogensinde har ramt de kongelige, er ikke bare et 'flex' (at man viser noget frem, red.), det er et fuldt ud 'mic drop' (et billede på, at man bevidst smider sin mikrofon fra sig i slutningen af eksempelvis en tale for at signalere triumf, red.). Efter mange års bagvaskelse i den højreorienterede presse er Meghan endelig blevet retfærdiggjort,« skriver Louis Chilton videre.

Der er endnu ikke sat en endelig premieredato på dokumentaren, der har titlen 'Harry & Meghan', men den formodes at komme snart.