»Bliv kongelig (vid) undersøger – nationen har brug for et mirakel!«

Under den overskrift søger Jobindex – for Kongehuset – efter en ny medarbejder, der skal hjælpe med at få dannet en regering.

Således ser Jobindex' aprilsnar med Kongehuset ud, efter opslaget er blevet taget ned fra jobsøgningsplatformen. Foto: Screenshot / Jobindex
Således ser Jobindex' aprilsnar med Kongehuset ud, efter opslaget er blevet taget ned fra jobsøgningsplatformen. Foto: Screenshot / Jobindex

Jobsøgningsplatformen indrømmer dog overfor B.T., at jobopslaget ganske rigtigt er en aprilsnar, de selv har fundet på.

I jobopslaget hedder det sig da blandt andet også, at man selv vælger sin egen løn, og at man er ansat, indtil man har løst opgaven.

»Alt efter, hvordan regeringssammensætningen ender med at se ud, kan du se frem til at modtage betaling i eksempelvis makrelmadder eller håndsæbe,« lyder det videre i opslaget.

Helt anden årsag bag arkiveringen: 'Flere har henvendt sig'
Jobopslaget er dog samme dag – 1. april – blevet fjernet igen, så det nu kun kan tilgås gennem jobsøgningsplatformens arkiv.

Det skyldes dog ikke, at Kongehuset skulle have klaget over at være blevet genstand for spøgen, der bruger både deres navn og logo.

»Det er nok altid sådan med en aprilsnar, at ikke alle fanger, at det er for sjov. Så flere har henvendt sig om, hvordan man søger jobbet, da de synes, det lød som et meget interessant job,« forklarer vicedirektør hos Jobindex, Thomas Røn Larsen, til B.T.

»For at undgå forvirring, så er jobbet taget af og lagt i arkivet, så det fortsat kan tilgås, men ikke ansøges,« forklarer han.

B.T. har været i kontakt med Kongehusets kommunikationsafdeling, som ikke har ønsket at kommentere sagen.

Vicedirektøren hos Jobindex indrømmer dog, at man ikke har spurgt om lov til at inddrage Kongehuset i det falske jobopslag.

»Vi har ikke været i dialog med Kongehuset omkring aprilsnarren, men vi håber, de synes, den var morsom,« lyder det til slut fra Thomas Røn Larsen.