Kronprins Frederik og prins Joachim blev mødt af høje og til tider barske krav fra deres far, da de var børn. Og særligt i én situation var de bange for deres far, fortæller prins Joachim i en ny bog om kronprinsen.

De skulle spise ordentligt med deres forældre om søndagen. Lære at tale fransk og spille i hvert fald ét instrument. Og så blev de mødt af mange og høje krav. Ofte.

Barndommen på Amalienborg var ikke nogen sukkersød affære for prins Joachim og kronprins Frederik. Det har prinserne tidligere fortalt, og det uddyber både de og deres far i den nye portrætbog af kronprins Frederik 'Under Bjælken'.

LÆS OGSÅ: Kronprinsens nære ven afslører detaljer om frygtelig ulykke: Derfor har Frederik et ar i baghovedet

Prinsernes mor overtog hvervet som dronning efter sin far, Frederik IX, da prinserne var meget små. Og derfor blev store dele af børneopdragelsen overladt til prinsernes far, prins Henrik, samt deres faste barnepige, Else Pedersen.

Men selv om Else Pedersen kunne være striks, så var det intet i forhold til forældrene og især prins Henrik, fortæller prins Joachim i bogen. Prins Henrik insisterede blandt andet på, at de små prinser skulle lære at ride. Og når han kom i sit ridetøj, så vidste prinserne, at det var alvor, og at de skulle på ryggen af en hest. Og det var især prins Joachim langt fra begejstret for.

»Jeg var virkelig bange for min far, når han var i ridetøj, for så vidste jeg, at han ville komme ud og inspicere vores ridning og måske overtage beriderens job. Så det var vores store trussel i barndommen, fordi vores far forlangte fremgang, konsekvent. Frederik var langt mere tryg ved at ride, selv om han også havde sine kampe. Sådan er vi så forskellige,« fortæller prins Joachim, der fik sin første ridetur som fire-årig.

I bogen bekræfter prins Henrik, at han til tider var en streng far, der især kunne komme op at toppes med kronprinsen, som han omtaler som noget af en rebel.

Prins Henrik, der her ses til hest på Christiansborg Ridebane omkring 1975, er selv en habil rytter. Og det forventede han også, at hans sønner blev.
Prins Henrik, der her ses til hest på Christiansborg Ridebane omkring 1975, er selv en habil rytter. Og det forventede han også, at hans sønner blev. Foto: John Stæhr
Vis mere

»Han kunne ikke tåle at blive dirigeret, eller at nogen bestemte over ham, Næsten alt, hvad jeg sagde, nægtede han at gøre. 'Nej, papa, jeg VIL ikke gøre det!'. Men han kunne jo samtidig godt forstå mig som opdrager. Og han elskede mig.. ,« fortæller prins Henrik, der også forklarer den til tider hårde opdragelse med, at man som forældre har en pligt til at vise sine børn, hvad der er 'forbudt’ og ’tilladt'.

Men selv om prinserne begge i bogen erkender, at deres barndom var præget af de mere gammeldags opdragelsestraditioner som f.eks. at børn skal ses, men ikke høres, og at de ikke helt følte, de så nok til deres forældre, så mener de alligevel ikke, at de har haft en dårlig barndom:

»Selvfølgelig var der mange danskere, da de første gang hørte om vores opdragelse i 1970’erne, som syntes, det var næsten umenneskelige forhold, vi led under. Det syntes min bror og jeg så ikke...,« fortæller kronprinsen i bogen, mens prins Joachim forklarer, at prinserne havde deres forældre på en mere intens måde, når de endelig havde dem.

For eksempel havde dronning Margrethe nogle hyggelige stunder med sine sønner om aftenen, hvor hun læste bøgerne om mumitroldene for dem.

Og prins Henrik forklarer, hvordan han har haft begge sønner med ud og lære om liv og fødsler ved at se dyreunger bliver født, ligesom han også tager æren for, at begge prinser i dag er 'glimrende kokke'.

Prins Henrik ses her med kronprinsen og prins Joachim i 1972, hvor familien besøger prinsens forældre.
Prins Henrik ses her med kronprinsen og prins Joachim i 1972, hvor familien besøger prinsens forældre. Foto: PER PEJSTRUP
Vis mere

Begge prinser fortæller da også i bogen, at de også har haft mange gode stunder med deres far, og at de har lært meget af ham. Og de har tidligere fortalt, hvordan kys og kram fra deres far var en del af hverdagen.

'Under Bjælken' er skrevet af Jens Andersen og udkommer 1. november.