Danmark er et af de to eneste lande i verden, der har et kongeskib.
Det skal vi være stolte over og værne om.
Og så betyder det mindre, at skibet sejler på diesel og udleder lige så meget CO₂ om året, som mellem 59 og 115 danskere.
Det mener B.T.s lederskribent og politiske kommentator, Joachim B. Olsen, som synes kritikken af Kongehusets brug af Dannebrog er »skør« og »enfoldig.«
»Kongeskibet er en institution. Der er kun to lande i verden, der har sådan et. Nemlig Danmark og Norge. Der er en masse historie og tradition forbundet med Dannebrog, og det glæder en masse mennesker, når det sejler rundt til købstæderne om sommeren,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer:
»Det har meget, meget, meget større værdi end den mikroskopiske påvirkning, skibet har på klimaet i det store billede.«
»Det er vitterlig en dråbe i Atlanterhavet.«
Ifølge DR viser en opgørelse fra Forsvarsministeriet over skibets dieselforbrug, at forbruget i 2024 var det højeste siden 2015.

Sidste år brugte kongeskibet i alt 284 kubikmeter diesel. Det svarer til en CO₂-udledning på cirka 767 tons.
Det har fået Alternativet og miljøbevægelsen NOAH til at beskylde kongeparret for klima-hykleri.
Kong Frederik har nemlig flere gange givet udtryk for, at han og hans kone bekymrer sig meget for klimaet og går op i den grønne omstilling.
Men kritikken gør ikke indtryk på B.T.s lederskribent og politiske kommentator.

»Det er en skør diskussion. Det er en enfoldig kritik, som kun tager udgangspunkt i, at én ting er hævet over alt andet, nemlig klimaet,« siger Joachim B. Olsen.
Han lægger meget mere vægt på skibets historiske betydning og evne til at knytte landet og generationer sammen.
»Det er et 100 år gammelt skib, og derfor har den en dieselmotor. Men det er også fordi, det er 100 år gammelt, at det har den betydning.«
Joachim B. Olsen understreger, at man ikke skal underkende den betydning, det har, at en bedstemor kan stå med sit barnebarn og se skibet og fortælle om dengang, hun selv så skibet som barn.

»Det er noget, der binder os sammen. Det skib er ikke bare et transportmiddel. Det har kæmpestor betydning, når kongeparret ankommer i skib. Der er en masse symbolik i det.«
Klimadagsordenen fylder meget i disse år, men Joachim B. Olsen advarer kongehuset mod at blive slave af tidsånden.
»Tidsånden skifter, og Kongehuset er indbegrebet af noget, som ikke er tidsånden. Det går på tværs af generationer. Det kan du ikke gøre op i CO₂,« siger han og mener, at de kongelige skal prøve at finde balancen mellem at være moderne og følge med tiden samtidig med, at de skal være tidsløse.
»Hvis de hopper med på tidsånden, bliver de sårbare over for kritik. Når det er sagt, så tror jeg ikke, at denne kritik er en, man finder hos det store flertal af danskere.«
B.T.s lederskribent understreger også, at det er vigtigt, at de kongelige ikke bliver lige som alle os andre.
»For Kongen og Dronningen er ikke almindelige mennesker. Det er vigtigt, at de er omgivet af pomp og pragt. Hvis de bare er almindelige mennesker, hvad skal vi så bruge dem til.«
»De skal ankomme i et flot skib«.
