Jim Lyngvild reagerer på dronning Margrethes indlæggelse: 'Det vækker nogle følelser, der er så dybe'
Dronning Margrethe blev søndag indlagt efter et ildebefindende.

Dronning Margrethe blev søndag indlagt efter et ildebefindende.

Det kom som et chok for Jim Lyngvild, da han søndag aften så nyheden om, at Dronning Margrethe er blevet indlagt efter et ildebefindende.
Kongehuset har meldt ud, at hun efter omstændighederne har det godt, og at hun er ved godt mod.
Alligevel rørte det noget i Jim Lyngvild særligt efter kong Haralds død i Norge og en tid, hvor Dronning Margrethe har været indlagt flere gange.
»Det vækker nogle følelser, der er så dybe, og som man ikke tænker over til hverdag, fordi det er så vigtig en del af vores kollektive familie,« fortæller Jim Lyngvild til B.T.
»Hun er jo på en måde som ens egen mormor. Derfor bliver jeg også nervøs på samme måde, som hvis min egen mormor var blevet indlagt,« fortæller han videre.
Det er tredje gang, at dronning Margrethe indlægges i år.
Som nævnt ovenfor har de mange indlæggelser i kombination med kong Haralds død gjort, at Jim Lyngvild kan være ekstra nervøs, når han tjekker nyhederne.
»Man holder øje med, om familien samles og den slags, ligesom man kunne se det i Norge,« siger han:
»Det betyder mere, end vi regner med, når det så sker. Hun er en landsmoder, og det rammer nationen.«
Selvom nyheden om dronningens indlæggelse rammer mange danskere hårdt, så tror Jim Lyngvild dog alligevel, at den, der er allermest ærgerlig over det, er dronning Margrethe selv.
»Dronningen er den, der er mest ked af det her. Jeg tror, det er en kæmpe sorg for hende, at hun ikke kan være med til kong Haralds begravelse, fordi de var så tætte,« siger han.
Kongehuset har meddelt, at dronning Margrethe ikke kommer til at deltage i kong Haralds begravelse i Oslo på onsdag, fordi hun ventes at være indlagt den kommende uge til observation og behandling.
B.T. følger situationen live. Læs mere HER.